Ølrevolution - igen!

Det kom til Vietnam med franskmændene tilbage i slutningen af 1800tallet og det er der stadig.

Øllet.

Franskmanden Alfred Hommel etablerede og åbnede det første bryggeri i Hanoi i Nordvietnam i 1890. Primært af hensyn til franskmænd bosat i hovedstaden og i særdeleshed deres tørst efter den fra hjemlandet kendte drik. For vietnameserne var det en helt ny og anderledes læskende drik end den traditionelle risvin. At sige de fik smag for den nye drik, er overhovedet ikke at overdrive.

Starten var beskeden, både i antal liter og ansatte. Blot 150 liter øl dagligt og en ansat pr. 5 liter øl brygget. Det blev der ændret på, vietnameserne fik mere og mere smag for øllet. I løbet af de næste 45 år blev øl en af de foretrukne drikke og antallet af ansatte hos Hommel til at mætte det tørstige lokale marked steg til omkring 300. I 1957 tilhører bryggeriet staten og efterfølgende sender det sine første øl på markedet med et lokalt brand, Truc Bach og Hanoi Beer var kommet for at blive.

Inden begrebet endnu var kendt, - så kommer de første lokale øl og det første designede ølglas ud på markedet og de lokale bia hoi udskænkningssteder.

Øl og ølkultur blev en del af Hanois madkultur og identitet og Habeco, Hanoi Beer Company, var kommet til verden og inden længe skulle deres øl flyde fra haner, flasker og senere dåser.

I Saigon, i Sydvietnam, hvor flere kommende ikoniske ølmærker gærede i tankene, gik det også helt efter planen. I 1875 åbnede franskmanden Victor Larue et lille bryggeri, som i 1910 var vokset til et større firma med drikkevarer og isproduktion. Efter landets samling i 1975, 100 år efter bryggeriets start, blev det overtaget af andre og grundstenen til det kommende Sabeco, Saigon Beer Company var lagt. Som Hanoi fik Saigon også sine ikoniske øl i Bia Saigon og Bia 333.

I begyndelsen af 2000tallet så man de første tegn på, hvad der var i vente i både fadølshaner og fremtiden.

Tjekkiske Hoa Vien Brauhaus åbnede, i samarbejde med vietnamesiske samarbejdspartnere, bryghusbarer, altså drikkested og bryghus i et og samme lokale og øl brygget med bryghustraditioner fra navnkundige Pilsen.

Omkring 2015 kom der en spirende ølrevolution, som skulle vise sig at vokse og få samme indflydelse som Hommel og Larue, gjorde det mere end 125 år før.

De små bryggerier kom som flasker på tappebåndet: Platinum, East West, Heart of Darkness, Te Te, Lac Brewing, Pasteur Street Brewing, Rooster og Winking Seal. Selv Danmark fik sat sit aftryk da Thomas Bilgram og hans vietnamesiske samarbejdspartner, åbnede Furbrew i Hanoi i 2016.

Stort set alle med udgangspunkt i eller omkring Saigon og alle på initiativ af udlændinge. Som franske Hommel og Larue i slutningen af 1800tallet, var det nu amerikanere, australiere, englændere, i et samarbejde med vietnamesere og ikke mindst lokale råvarer som smagstilsætning til øllet, der iværksatte den anden ølrevolution i Vietnam.

Fantasi, kreativitet, legesyghed og godt bryggerhåndværk noget nær eksploderede og skabte en tsunami af håndværksøl, der oversvømmede først og fremmest Saigon, men senere også andre større vietnamesiske byer. Saigon blev det naturlige epicenter i kraft af byens mange udlændinge, mere vestlige og internationale livsstil og en større lokal købekraft.

Kunderne i den første spæde pionertid var udlændinge, især fra lande hvor håndværksøl allerede var et kendt fænomen. Fra begyndelsen var deltagende vietnamesere også de unge og købestærke med smag for den vestlige verdens livsstil og et ønske om identificering med den bl.a. ved at gå på de nye øl- og bryggeribare som poppede op.

På trods af at det var de købestærke unge vietnamesere, der i stigende omfang strømmede til og var med til at fylde lokalerne, var opgaverne og udfordringerne tydelige.

Det ville tage tid at lære vietnameserne at drikke de nye øltyper. De var med markant anderledes smage, var tilsat markant mere humle end de traditionelle og velkendte ølmærker og var derfor en udfordring for de vietnamesiske smagsløg.

Især Pasteur Street og Heart of Darkness skulle blive markante aktører, i forståelsen af hvordan øl kan smage. Af flere årsager, en af dem var brugen af humle, men især fordi de formåede at komme ”smagen af Vietnam” i øllet. Med uvurderlig viden og indsigt fra deres vietnamesiske samarbejdspartnere fik de lokale råvarer integreret i deres stigende udvalg af øl. Det var her, det meget personlige, meget lokale og meget vietnamesiske aftryk blev sat og har været der lige siden. Mango, dragefrugt, citrongræs, jasmin, chokolade, kaffe, vandmelon, morbær, kumquat, passionsfrugt, ananas optrådte nu med største selvfølgelighed på etiketten på lige fod med malt og humle.

Der blev simpelthen brygget øl med kant, karakter og personlighed, gjorde der. Grundlæggende det samme produkt som Hommels og Larues, men nu i en ny og helt anden kontekst, både smag og tænkning om hvad øl kan være. Tusind tak siger jeg bare.

De, især, unge vietnamesere skulle også lære at være både villige og i stand til at betale prisen for et glas af det nye øl, en pris som var flere gange højere end for et glas eller en flaske Saigon Beer eller Hanoi Beer.

Afgørende var det altså at forstå den lokale mentalitet, hvor der også skulle tages højde for, at vietnameseren foretrækker at kombinerer mad og øl og ikke er helt så vant til at drikke øl kun for øllets skyld. Helt banalt skulle der også tages hensyn til Vietnams klima. En mørk fyldig og alkoholrig stout med smag af chokolade og kaffe, sælger simpelthen ikke helt så godt, når temperaturerne er på den anden side af 30 grader i Sydvietnam.

Men det gik og det går stadig, - rigtig godt endda.

De nye bryggerier tog modtagelsen og udfordringen op og har udvidet deres aktiviteter. De fleste tilbyder nu en eller anden form for spiseligt til at ledsage øllet. Alt efter stedet er udbuddet fra enkle snacks til a la carte serveringer og menuer i flot kvalitet. Menukortene og udbuddet af retter bærer åbenlyst præg af, at man er i Vietnam, hvor klassikere serveres ”lige efter bogen,” men også fusionsretter hvor der udogmatisk leges med inspiration fra forskellige verdenskøkkener. Den legende og udforskende tilgang er simpelthen fulgt med fra bryggeriet og øllet og ind i maden og restauranten.

Bryggeriernes logistik er fulgt med, flere bryggerier brygger nu flere steder i Vietnam, transportveje er blevet kortere og logistikken optimeret. Øllet flyder ikke kun fra hanerne, men også let og elegant fra bryghusene og ud til forbrugerne. Gourmetbutikker, supermarkedskæder, kiosker og døgnkiosker er nu, også i stigende omfang, blevet naturlige steder, hvor bryggeriernes gode øl står side om side med øllet fra de store og mere industrialiserede bryggerier. På samme måde ses bryggeriernes øl nu også som en del af sortimentet på ”almindelige” ølbarer, cafeer, restauranter og andre udskænkningssteder.

Sidst men ikke mindst har aktuelle omstændigheder har medført at udbringning og take away af øl, også er blevet en del af salgs- og omsætningsstrategien hos stort set alle. ”Take away” indebærer nu også eksport til andre omkringliggende lande og succesfuld deltagelse i konkurrencer ude i verden.

Fortællingen om øllet i Vietnam flyder videre - rigtig godt endda.