Jeg husker flere af de første måltider, jeg fik i Vietnam i de første måneder efter min ankomst til landet. Flere af dem satte afgørende spor i min begejstring for og kærlighed til vietnameserne, lokale oplevelser og lokal mad.
At det er lige netop i den ramme, der hvor vietnamesere kommer, det lokale liv og den lokale madkultur udtrykker sig stærkest og smukkest.
Her er en af de oplevelser, som jeg beskrev den dengang i et af mine daværende små rejsebreve.
Alle billeder er fra byen Nha Trang som omtales i artiklen og ikke fra det daværende besøg.
Vi kører direkte…
Jeg elsker at flyve – især lette og lande og allerhelst i små propelfly, hvor man mærker den svimlende fart meget mere intens, når flyet letter og lander og turbulensen, når det bumper afsted igennem skyerne. Det er sådan en fyr, man flyver i fra Saigon til Dalat.
"Vi kører direkte til dit hotel!" fastslog min lokalguide Vinh, da jeg ankom til lufthavnen i Da Lat. Sætningen skulle vise sig at blive symptomatisk for mit ophold med Vinh i Da Lat og Nha Trang.
Med lidt god vilje, kan man godt sige, at vi kørte direkte til hotellet efter ankomst. Blot skulle vi lige sejle på en sø først, besøge en naturpark og en gammel kongevilla og ikke mindst spise frokost, inden vi var fremme.
Det er på ingen måde en overdrivelse at beskrive naturen i Da Lat som enestående og blændende smuk. Faktisk lidt af en underdrivelse. Kuperet og bjergrigt tæt dækket med fyrre- og pinjetræer lidt som man ser det i Schweiz og Østrig - helt vidunderligt.
Da vi ankom til søen, vi skulle sejle på, fik Vinh forbavsende hurtigt skaffet en båd, vi kunne sejle med. Vi havde ikke sejlet mange minutter, førend jeg blev glad for, at jeg har lidt nedsat hørelse.
Motoren, en gammel dieselmotor, stod midt i skibet og var ikke skærmet af. Jeg kunne intet høre, - absolut intet høre da vi kom frem.
Til min gru gik det op for mig, at vi skulle sejle tilbage. Det var til gengæld som at komme fra "helvedet til himlen," da vi efter ankomst besøgte en smuk højtliggende pagode.
Pagoder er en religiøs bygning for buddhismen. Jeg skal ikke tratte med detaljerne, blot konstatere, at hvis jeg en dag skulle vælge en anden religion end kristendommen, så ville jeg uden at ryste på hånden vælge buddhismen. - hvor er det en smuk religion. Inden I nu kaster jer ud i studier af buddhisme, skal I vare opmærksomme på, at buddhismen tolkes og praktiseres forskelligt, alt efter hvilken aktuel kultur der hersker, i det land den praktiseres i - forskelligt altså.
Vi gik rundt i naturen og besøgte undervejs, et sted hvor man kunne ride pa en elefant. Jeg sagde pænt nej tak. Jeg er ikke vild med elefantridning. Når jeg ser de her elefanter, bilder jeg mig ind, at de ser ud til at vare kede af det og hellere ville leve alt muligt andet godt elefantliv end ride med turister. Den her var 47 ar gammel og så ud til at have været ked af det lige så længe.
Da Lat er beliggende i ca. 1500 m. højde og kendt for mange smukke ting. Blomster f.eks.
Blomsterfloret i pagoden var eventyrligt smukt. Jeg har noget nær aldrig set noget lignede! Blomster så enestående og sjældne og som kun vokser der på stedet.
Herefter kørte vi "direkte" til Da Lat. Byen er anlagt af franskmændene og har store åbne boulevarder og et på mange måder europæisk udtryk. Hjertet i byen er det gamle marked og endnu en stor smuk sø. Danida har finansieret kloakeringen i byen siges der, måske derfor den er så effektiv.
Inden vi kørte "direkte" til hotellet, besøgte vi lige en sommervilla som den sidste vietnamesiske konge Bao Dai brugte, - han var en skidt knægt, hvis jeg skal være bare et minimum diplomatisk. Marionetdukke for det franske kolonistyre og så stak han halen mellem benene da samme kolonistyre faldt i 1954. Levede i sus og dus og blev gift med en fransk kvinde, ændrede navn og konverterede til katolicismen inden han døde i 1997.
Vi spiste frokost ved søen, grillet oksekød tilberedt med citrongræs (mums citrongræs er godt) og en stabel grønsager i et omfang så den kunne have fodret en middelstor dansk kvægbesætning.
"Nu er programmet slut," konstaterede Vinh, da jeg fik mig slæbt ud til bilen - "Jeg kommer til hotellet og henter dig kl. 19.00 i aften"
Om eftermiddagen besøgte jeg det gamle marked, fik en mojito nede ved søen og forsøgte at sove en times tid. Det lykkedes ikke helt, fordi der var en larm uden lige fra værelset ved siden af, muligvis var der et par andre gæster som arbejdede på familieforøgelse, hvad ved jeg, jeg ville i hvert fald ikke forstyrre dem ved at bede om ro og orden. Den slags opgaver kræver koncentration uden indgriben udefra.
"Vi kører direkte til restauranten," konstaterede Vinh, da vi mødtes præcis kl. 19.00. "Vi har bestilt bord til dig."
Restauranten var lukket, da vi ankom. Vi kørte frem og tilbage en 6 - 7 gange. Lige lidt hjalp det, den åbnede ikke og jeg sagde ikke noget om bordbestillingen. Man skal huske at vare høflig, når man rejser rundt i et andet land.
"Vi kører direkte til en anden restaurant!" konstaterede Vinh med overbevisning i stemmen. Det skulle vise sig at vare en helt forrygende god ide.
Restauranten var også helt forrygende. Helt efter mit hjerte. Fyldt til bristepunktet med vietnamesere som sammenbøjede over det små borde bare kørte mad ned til den store guldmedalje.
Lydbilledet var fuldstændig umuligt at beskrive og man kan altså ikke sige, at der er specielt hyggeligt på de her lokale vietnamesiske restauranter. Det er også aldeles ligegyldigt. Man kommer for at være sammen og for at få noget at spise.
Da det langt om lange lykkede at få et bord på en lille afsats ved trappen kunne jeg se, at det nok var en pænere restaurant, fordi der var ren dug pa bordet!
Vinh og chaufføren havde en masse forslag, til hvad de troede, jeg ville have at spise. Jeg pegede på alle de andre borde og alle vietnameserne og sagde, at jeg syntes vi skulle have det samme: Hot Pot - det blev de godt nok glade for.
Hvad der skete fatter jeg stadig ikke en meter af, men i løbet af et splitsekund stod der en dampende varm gryde på størrelse med en fastelavnstønde midt pa bordet, sammen med et bjerg af salater og krydderurter til at komme i herligheden.
Herefter indfandt stilheden sig omkring bordet, (stilhed og stilhed i en vietnamesisk restaurant) indtil Vinh sank sammen på sin stol og konstaterede, at nu var han godt nok mæt.
Det var chaufføren mildest talt ikke. Han snuppede en 2-3 portioner mere og jeg har på fornemmelsen, at det udelukkende var hans vietnamesiske hoflighed, der fik ham til at stoppe efter 6 portion. Pa trods af at vi var 3, der havde spist af gryden, kunne man stort set ikke se, der var svundet af den, da vi rejste os for at gå. Det var "dyrt" - 185.000 dong for os alle tre, eller 45 kroner, men ok det var også en pænere restaurant med ren dug.
"Vi kører direkte til dit hotel i Nha Trang" konstaterede Vinh med fasthed i stemmen, da vi mødtes tidligt næste morgen for at køre de 3 timer ned af bjerget til Nha Trang. Byen er næsten surrealistisk smukt liggende omkranset af bjerge og en aldeles forrygende strand, hvis det er den slags fornøjelser, man er til.
Efter en stribe oplevelser og frokost med "smørfisk grillet i bananblad" nåede vi så direkte frem til mit hotel.
"Jeg henter dig kl. 19.00 på min motorcykel" sagde Vinh " Så kører vi direkte til en lokal restaurant og spiser!"
Vinh hentede mig som aftalt til tiden og så korte vi en tur rundt i byen i ca. 11/2 time. Min styrthjelm var lidt for lille.
Vinh imponerede endnu en gang med valg af restaurant, som endnu en gang var tætpakket med både intens stemning og vietnamesere. Ved siden af mig sad en vietnameser, som boede i Canada. Man kunne tydeligt se på ham, han var glad: "Det er som en stor familie," sagde han med julelys i øjnene.
Jeg lod mig rive med af stemningen.
Da jeg sagde godnat til Vinh, sagde han, at vi var nødt til at starte tidligt næste morgen for at nå dagens program, inden jeg skulle flyve til Hanoi.
Vinh mødte som sædvanligt til tiden og da kl. var lidt over 10.00, konstaterede han, at der ikke var mere på dagens program, om jeg ville have frokost eller køres direkte til lufthavnen?
Herefter foreslog jeg Vinh, at vi kørte direkte til lufthavnen, så jeg kunne flyve til Hanoi i et stort kedeligt jetfly med plads til 275 personer.
Tusind tak til Vinh, chaufføren og alle de søde vietnamesere som vi mødte undervejs, - I var alle med til at åbne mine øjne for samværet og nærværet i de små lokale oplevelser.
Comments