top of page
Writer's pictureTorben Folkmann

Thung Khe og Muongkvinden

Updated: Apr 20, 2021


"Det her er den smukkeste del af strækningen" sagde min lokalguide Nam. "Med de stejleste skrænter". Nam var født og opvokset i det bjergrige område og der var ingen tvivl om han kendte stort set alt og alle, tilsyneladende også hver en sten og træ vi kom forbi.

Jeg var på vej mod området sydvest for hovedstaden Hanoi, til landsbyen Mai Chau i dalen af samme navn i provinsen Hoa Binh. Hvorvidt det var rigtigt, det med udsigten og skrænterne, har jeg ingen anelse om. Tågen var tyk som en tallerken gule ærter og sigtbarheden derefter. Efter flere forgæves henvendelser kunne jeg forstå på det hele, at engelsk ikke var på chaufføren Loi's repertoire. Der var til gengæld så meget andet, f.eks. kørte han helt uanfægtet, som om der hverken var tæt tåge eller dybe skrænter. "Han er en "snakedriver" fastslog Nam. "Han snor sig som en slange i trafikken og hugger til når der er hul.” Som turen skred fremad fik jeg mere og mere respekt for Loi og hans kørsel, beslutsom vil jeg kalde den, meget, meget beslutsom.


Godt og vel oppe på toppen, i sådan ca. 1000 m., højde stoppede vi i bjergpasset Thung Khe. Stedet er også kendt som White Rock Pass pga. af den hvide kalksten, der som nøgen sommerhud blev blottet, da vejen blev anlagt. Her har lokale kvinder fra områdets etniske grupper etableret en stribe boder, hvor de sælger frugt, grønt og andre lokale produkter. Ikke mindst småretter som kogte æg, grillede majskolber, små stykker sukkerrør og så de mageløse ”com lam”, søde ris i sukkerrør og alt er altså bare tilberedt over åben ild.

Tågen blev for alvor tæt, da den blandede sig med den bølgende røg fra de glødende ildsteder med gamle ramponerede skæve gryder. Hvad der var tåge og hvad der var røg fra bålstederne, var ikke længere muligt at skelne fra hinanden. Omtåget var jeg, mest af alt af de vidunderlige sanselige oplevelser.


"De hedder "fean" sagde Nam, da han så, jeg stod og kikkede forelsket på stabler af krydderurtelignende grønsager jeg aldrig havde set før. "De bliver kun dyrket her i området". Inden jeg fik svaret ham havde han købt tre store bundter. "Du skal have dem til din aftensmad!", konstaterede han med en stemme, der godt kunne lyde lidt lige som en ordre.


Chaufføren Loi handlede også flittigt med en af de sortklædte kvinder. Købte et bundt med fem sort-lilla friskdampede og varme majskolber. Vurderet ud fra hans ansigtsudtryk var der ikke tvivl om, at han vældig godt kunne lide dem. Loi rakte mig smilende en af kolberne. Jeg pillede forsigtigt bladene af den og da jeg tog de første saftige bidder og kolbens saft begyndte at drive ned af kæberne på mig, fik jeg vist sådan ca. nøjagtig det samme udtryk i ansigtet.

"Du skal også smage et bambusrør" fastslog Nam med et endnu større smil da han så mit ansigtsudtryk. Det viste sig, at det var indholdet, jeg skulle smage. Bambusrøret var udhulet og efterfølgende fyldt med søde ris og vand, inden det blev tilberedt i varm aske og gløder fra bålet.


Den spinkle sortklædte kvinde flækkede bambusrøret med en kniv i guillotinestørrelse og åbenbarede en blød "pølse" af risen og tryllede en lille skål med en blanding salt og knuste peanuts frem. Jeg brækkede små stykker af risen, Nam kikkede spændt, da jeg dyppede den i blandingen og smagte. I samme øjeblik samlede den spinkle sortklædte kvindes liv liv, hendes kulsværtede stærke hænder, hendes forsigtige smil, glimtet i øjnene, hendes mange års slid og hendes gamle kultur, ydmygheden og taknemligheden for livet sig i smagen af de simple produkter. Den stødte salt og de sprøde peanuts - den bløde varme søde ris. Så enkelt og så alligevel så rigt. Salt, peanuts, ris og majs, hvor var det et smukt måltid.

Mai Chau er let tilgængelig blot ca. 4 timers kørsel fra hovedstaden Hanoi og derfor et oplagt sted at opleve dele af Vietnams bjergrige landskab, men også få indsigt i en smuk buket af landets etniske grupper.


Forskellighed er det eneste vi har til fælles, kan naturligvis være lidt af en påstand. Sådan er det også med vietnameserne, befolkningen er et fælles folk med helt ekstreme forskelle. Så kompleks og modsætningsfyldt med så store variationer at det stort set er umuligt at sætte på en entydigt forklarende formel.


54 etniske grupper er der ifølge den vietnamesiske regering. Hvor hovedgruppen er vietnameserne, kaldet kinh eller viet med et stort femcifret milliontal som samlet set sådan ca. udgør 85% af Vietnams indbyggere.


Øvrige 53 grupper beskrives som etniske minoriteter og har fra få hundrede til 1-2 millioner individer og lever, hvis ikke de tilhører viet eller kinh, i større eller mindre grad i afsides egne. Områder der, lidt forenklet, kan defineres som det bjergrige område i det nordlige og nordvestlige Vietnam og så højlandet i det centrale Vietnam. Men derudover findes der også minoritetsgrupper i den sydvestlige del af landet. Den vietnamesiske term for etniske minoriteter kan oversættes til ”mennesker i et mindre antal,”, grupper der er kommet til områderne fra andre lande og områder på forskellige tidspunkter i historien og efterfølgende bosat sig og udviklet deres kultur.


Livet og hverdagen adskiller sig for dem markant fra det, den store kinh-gruppe oplever. Ikke fordi udvikling og forandring ikke er kommet til dem, det er den, over tid både på godt og på ondt. Franskmændene var de første til at få forandringens vinde til at blæse i bjergene, den vietnamesiske regering er kommet og kommer stadig med initiativer til at udvikle områderne, men især den globale turisme har sat sine spor. På godt og ondt må vi endnu en gang konstatere.


Deres hverdag er, på de helt basale værdier, stadig langt mere traditionel og baseret på andre kulturelle normer, andre religioner, andre familiemønstre, de taler andre sprogstammer og dialekter, har andre ritualer og mytologier, deres danse og musik er anderledes, deres basale fødevarer og mad er anderledes. I sagens natur tæt knyttet til naturen, indgår for nogles vedkommende i deres religion, der har været brugt til landbrug, jagt og fiskeri og som leverandører af materialer til hverdagens huse og redskaber. Indbyrdes forskellige og så alligevel med fælles værdier inden for en række områder. Alle etniske minoriteter har statsborgerskab og rettigheder som alle andre og alle er intet mindre end en fantastisk oplevelse at møde.

Kilde: Refworld/UNHCR


Beliggende i provinsen Hoa Binh har distriktet Mai Chau ca. 50.000 indbyggere og blandt dem findes officielt repræsentanter for 7 etniske grupper: Hvid Thai, Muong, H`mong, Zao, Tay, Hoa og Viet, med White Thai som den klart største gruppe.

"Nu må vi se om det bliver klart vejr, når vi kører ned” sagde Nam, da vi igen satte os ind i bilen og trygt lagde vores skæbne i hænderne på Loi. På vej ned ad bjerget blev dalen pakket ud af skydækket som den kostbareste gave af skælvende hænder. Synet der mødte os, var grædefærdigt smukt. Midt i kaskaderne af jomfrueligt grønne marker lå dalen og byen Mai Chau. Med kløfter og dale spredt ud som kavalergange ens øjne ikke kan løsrive sig fra.


Vi var mere end klare.


Comments


Commenting has been turned off.
bottom of page