”Takt og Tone” af Emma Gad udkom helt tilbage i 1918 og er en af mange etikettebøger skrevet med det formål, at gøre opmærksom på at man skal tilstræbe at være dannet som menneske, have gode manerer i vores omgang med hinanden, opføre os hensynsfuldt og høfligt overfor andre. Takt og tone er i familie med ”skik og brug” og dækker over begreber som: Traditioner, ritualer, færdigheder, normer, manerer, etikette og lignende. Ifølge Den Store Danske, kulturel bagage som er overleveret igennem generationer og får symbolsk betydning
Kilde: Takt og Tone, Emma Gad – Den Store Danske, Gyldendal.
På mange måder helt i tråd med de asiatiske livsfilosofier og religioner som taoisme, konfucianisme, buddhisme med deres traditionsrige dannelseskulturer som på hver deres måde forholder sig til, hvordan vi som mennesker og samfund forholder os til hinanden.
Et godt udgangspunkt for at møde en fremmed kultur er at være forstående overfor, at man er gæst, når man møder befolkningen i en række af sammenhænge, hvor lokale traditioner og normer definerer, hvordan man mødes respektfuldt.
Der er heldigvis forskel på nordvietnamesere og sydvietnamesere også i måden vi som gæster kan opleve dem, når vi møder dem. Nordvietnamesere beskrives ofte som mere høflige, taktfulde, indadvendte og reserverede end sydvietnameserne som ofte beskrives som mere direkte, åbne, ligetil og udadvendte. Primært fordi de er de mest vestligt påvirkede i Vietnam, især i og omkring metropolen Saigon, hvor vestlig livsstil praktiseres i langt større omfang, både i tænkning og adfærd.
Så her er en stribe gode råd gældende for hele Vietnam til at vise respekt og forståelse for vietnameserne og deres kultur.
En af dem er at undgå at vietnameserne ”taber ansigt”, ved at man som gæst undgår at vise stærke følelser, skælde ud, vise vrede, irettesætte, taler med højrøstet stemme, undgå at kritisere, især hvis andre overværer det. Reaktionen, hvis det sker, er ofte det stik modsatte af, hvad vi forventer, nemlig et grin for at dække over ”tabet af ansigt.”
I store dele af den vestlige verden er det helt almindeligt at sige sin mening og give udtryk for sine holdninger direkte. I Vietnam, og Asien generelt, er det en rigtig god ide at have forståelse for, hvad der ikke bliver sagt. Vietnameserne kan have det svært med at sige deres mening direkte, især ved det der for dem er ubehagelige emner, de vil oftest tale uden om eller sige det modsatte.
I den vestlige verden giver vi hånd, omfavner og giver knus og kram når vi mødes. Sådan er det ikke i Vietnam eller Asien generelt, hvor fysisk kontakt, især med det modsatte køn, bør undgås. Forsøg ikke at give ikke knus og kram eller holde om livet eller skuldrene uopfordret, vietnameserne gør det ikke, heller ikke indbyrdes i det offentlige rum. Som besøgende bør man, for at vise respekt, overveje heller ikke at gøre det med hinanden.
Almindelige håndtryk er primært stadig kun praktiseret imellem mænd. Vis respekt for ældre eller anden status ved at tage deres hånd med begge hænder, fuldstændig som de yngre vietnamesere gør det. Et mindre buk er stadig det klassiske alternativ til at give hånd.
Afgørende er det også at respektere det vietnamesiske hieraki, ved at man altid først henvender sig til den ældste i familien eller det mandlige ”overhoved”. Er man i selskab med folk med officielle titler, henvender man sig først til den med den højeste titel eller rang.
Ved besøg i private hjem er det en god ide at medbringe gave til værten/værtinden og især til det ældre familiemedlem. Gaver til børn skaber lykke, sørg for at gaverne er pakket i farverigt papir, ikke i gennemsigtigt gavepapir eller plast, så man kan se indholdet. Gaver eller genstande overækkes med begge hænder til ældre, eller andre med status i hierakiet, for at vise respekt, også her fuldstændig som de yngre vietnamesere gør det. Gaver der modtages, bør aldrig afvises eller pakkes op på stedet, vent til senere.
Vær enkelt og pænt klædt på, det er kun på de allerstørste højtidsdage som bryllup, det vietnamesiske nytår og lignende at vietnameserne tager det helt store festlige skrud på, gerne kanten til lidt konservativt, og for kvinders vedkommende undgå udfordrende tøj som blotter kroppen, så altså ingen blottede kavalergange. Gælder også på religiøse steder, hvor man også skal gå uden hat.
Overhold aftaler, uanset om de er private eller professionelle, og vær præcis på aftalte tidspunkter og tag skoene af, eller som minimum tilbyd det, ved besøg i private hjem og i templer og pagoder.
Rør ikke hovedet på hverken børn eller voksne, det er primært forbeholdt forældre og bedsteforældre at røre børns hoveder og peg og vink ikke på eller af folk med hånden.
Det klassiske råd er naturligvis at vise nysgerrighed og interesse for at lære nogle vietnamesiske høflighedsfraser som: goddag, farvel, tak etc.
Som besøgende og gæst i Vietnam skal man, naturligvis, ikke kunne hver eneste af deres leveregler og traditioner for samvær, til mindste detalje.
Vietnamesere er stolte af deres kultur og deres arv og lærer gerne fra sig og fortæller om den. Møder man deres takt og tone og skik og brug med et åbent, nysgerrigt og respektfuldt sind, viser glæde og motivation ved at forstå dem, vil man få oplevelser for livet.
”Når forandringens vinde blæser, bygger nogle læhegn og andre vindmøller.”
Citat: Kinesisk ordsprog.
Også i Vietnam blæser forandringens vinde, hvor mange unge og deres familier, det vietnamesiske samfund står med et ben solidt forankret i fortiden og et ben løftet på vej til at træde ind i fremtiden, befinder sig i grænselandet mellem skik og modskik.
Tidligere tiders traditioner og ældres erfaring og deres skikke skabte overlevering af tryghed, overskuelighed og sammenhænge. Når forandringens vinde blæser, kan det blive til en oplevelse af at være fastlåst i stivnede former. Modskikken kommer med fokus og fiksering på udviklingen og forandringen, på påvirkningerne udefra, - også i et stadig traditionsbundet land som Vietnam.
”Det eneste konstante er forandringer.”
Citat: Heraklit, græsk filosof.
Comments