Lokalt...

Jeg husker flere af de første måltider, jeg fik i Vietnam i de første måneder efter min ankomst til landet. Flere af dem satte afgørende spor i min begejstring for og kærlighed til vietnameserne, lokale oplevelser og lokal mad.

At det er lige netop i den ramme, der hvor vietnamesere kommer, det lokale liv og den lokale madkultur udtrykker sig stærkest og smukkest, - kunsten at finde det store det små.

Her er en af de oplevelser, som jeg beskrev den dengang i et af mine daværende små rejsebreve.

Oplevevelsen er fra før min "kamera-tid" og billederne derfor taget andre steder.

Lokalt....

Jeg spurgte min lokalguide Quyen, hvor jeg skulle spise og det havde han et rigtig godt forslag til.

Jeg skulle blot et stykke ned ad af gaden og ned ad en trappe og så var jeg sådan ca. i en anden og temmelig meget mere lokal verden, - heldigvis da. Det helt forrygende støjniveau i den ret så store restaurant var det første som slog mig. Støj er nu ikke det rigtige og retfærdige udtryk, der var simpelthen bare en helt og aldeles tætpakket restaurant, hvor vietnamesere i den grad spiste og snakkede. Det Sydkinesiske Hav var kun 4-5 m. væk og havde tilsyneladende besluttet sig for at overdøve de mange vietnamesere i restauranten. Store bølger væltede ind over stranden og skabte den smukkeste kulisse i både lyd og billede.

Skummet fra Det Sydkinesiske Havs bølger lagde sig som på gulvet som store klatter af flødeskum på en lagkage. Jeg satte mig med udsigt til havet, hvorefter tjeneren belærte mig om min plads i hierarkiet på sådan en lokal restaurant midt under det vietnamesiske nytår.

Jeg er bestemt ikke den skarpeste kniv i skuffen med hensyn til at tale vietnamesisk. Det var nu heller ikke et problem, for hans kropssprog sagde med al tydelighed, at jeg skulle finde et andet bord at sidde ved, så der blev plads til de lokale.

Fair nok. De kommer jævnligt i restauranten. Hvorefter jeg blev placeret ved et bord lidt tilbage i lokalet, hvor der var plads til 10 personer, hvor jeg sad mutters alene for bordenden. En plads jeg blev mere og mere glad for, efterhånden som aftenen skred frem, jeg havde et sjældent godt overblik over restauranten. Det siger ikke så lidt, den var kæmpestor.

Jeg brugte lidt tid på at studere spisekortet. Det var ikke helt let. Ikke fordi det var skrevet pa vietnamesisk, men mere fordi det var lidt fedtet.

Hvis I kender lyden af to stykker velcro-luk, der bliver trukket fra hinanden, er det et rimeligt præcist lydbillede af hvad der skete, når jeg bladrede i siderne. Bladrede og bladrede, er nu nok lidt af en overdrivelse. Jeg afgav bestilling på to retter mad. Det troede jeg i hvert fald og overså helt forundringen i tjenerens øjne.

Det var ikke kun restauranten som var fyldt til bristepunktet, det var de utallige akvarier med sprællevende fisk og skaldyr også. Afstande fra levende til død og akvarie til tallerken var mildest talt kort.

Første ret var hot-pot med fisk og skaldyr, samt rejer med japansk peberrod kaldet wasabi. "Very hot" sagde tjeneren på engelsk. Jeg var luret af…😊

Hot-pot betyder noget i retning af varm gryde og når man, uden erfaring, siger ja til wasabi, svarer det til, at man frivilligt kan risikere en tredjegrads forbrænding i mund og mave! "Ja ja - det er godt med dig min gode ven," tænkte jeg om tjeneren."

Forholdsvis hurtigt fik jeg en skål soya og en plastikpose med isterninger. Det var en rigtig god soya, så jeg spiste heleskålen. Da isterningerne var smeltet, så jeg, at der lå store rå rejer under og det var på ca. samme tid, at gryden med hot-pot og et bjerg krydderurter ankom til min majestætiske plads for bordenden. Heftig hed, dyb og intens med en rig smag og tæt fyldt med grønsager, fisk og skaldyr. Jeg proppede et parhåndfuldesaftspændte krydderurter og rejerne (dem under isterningerne) ned i det himmelske boblebad af varm suppe. Noget der mindede om sand fryd og glæde, spredte sig ud i min vinterblege krop, da jeg "bundede" gryden i grådige og velsmagende mundfulde.

Suppen var mildest talt lige så mageløs, som rammen den blev serveret i og det siger ikke så lidt.

Så bestilte jeg min anden ret og fik regningen! Jeg påtager mig gerne skylden for at tjeneren og jeg ikke forstod hinanden. Han skal heller ikke høre for, at jeg betalte for to retter. Regningen lød på ca. det samme som en fransk hotdog (jeg betalte for to retter) koster på et gennemsnitligt motorvejscafeteria i Danmark.