Livet på fortovet

Som besøgende i Vietnam kan man let få den tanke, om fortove i det hele taget er anlagt til at gå på eller til helt andre formål?

Umiddelbart kan man som uforstående fodgænger let blive lidt irriteret, på alt det der foregår på fortovet. Det bør man nu ikke. Tværtimod, så stop op, iagttag og måske ligefrem træde ind i aktiviteterne, i døgn- og livsrytmen. Forstå fortovet som et rum for at arbejde, handle, drikke, spise, sove, snakke, være sammen.

Livet og aktiviteterne på fortovets fliser er en af de mest nærværende og levende gaver til forståelse af vietnameserne. Har sin helt egen fortællende cyklus. I lyde, dufte, smage, stemninger og atmosfære. I sanselighed. En smuk symbiose af samvær og hverdagens aktiviteter i de mindste stræder og på de mest buldrende boulevarder. På kanten af fliser, asfalt og kantstene. For nogle på kanten af livet.

”My research has shown that people from around the world who come to Vietnam love its beautiful, humane and delicious approach to life in public space.”

Annette Miae Kim, University of Southern California.

Allerede før lyset bryder frem, dukker de første op i tusmørket. På vej med deres små farverige boder og salgsvogne som stilles op i takt med at lyset bryder frem. Som lamper der tændes. Hverdagens ritualer tager, som dagen, sin begyndelse.

Gadefejeren svinger sin kost som en danserinde i et afdansningsbal, børn og børnebørn flyder i en lind strøm ind ad åbne skoleporte. Små plasticborde- og stole breder sig som morgendug ud over fortove og gadehjørner. Efter lidt skramlen begynder kunderne langsomt at dryppe ned i dem som cap he phin i glassene. En uendelig strøm af dampende suppeskåle rækkes frem, bambuskurve med sød xoi åbenbares, overlæssede cykler liner op med blomster i drivhuskategori, presenninger bredes ud og fyldes ud med bundter af krydderurter som bryllupsbuketter. Markedernes mængder af frugt, grønt, kød, sprællende fisk og levende kyllinger og penge skifter hænder og ejer. Som cykelryttere i spisezonen i store cykelløb griber motorcyklisterne gennemsigtige poser med banh mi og små bokse med ris, haster videre i den uendelige strøm af jern.

Som det gik i går, vil det gå sin helt egen gang igen i dag.

Nattens mørke timer er nærmest som pausen mellem to intense halvlege i et afgørende lokalopgør i fodbold. Også her, på fortovet, uddeles der benhårde tacklinger, filmes, råbes og skriges og appelleres til folkets gunst. Noget er på spil. Ikke et mesterskab eller en flot pokal eller en månedlig millionhyre. Det er hverdagen hver dag. Selve livet. Til dagen og vejen, familiens og den enkeltes liv. En arbejdsplads med kaotisk veldefinerede pladser, opgaver og ansvarsområder, med et hierarki og en arbejdsdeling som på fodboldholdet.

”It`s very lively and vibrant from early morning to late at night.”

Du Huynh, Association of Vietnamese Students and Professionals in USA.

Adfærd og aktiviteter skifter i løbet af dagen. Morgenens rush hour klinger ud. Gadefrisørernes spejle hænges op, spejler livets gang. Motorcykelmekanikere lapper, reparerer og vasker motobike i en lind strøm, motorcykeltaxaer indtager deres vante pladser og en lur henslængt på sædet. Brætspillerne samles, som brikkerne på brættet, om deres faste pladser. Ulasteligt habitklædte smider skoene og stikker i plasttøfler, sko pudses og repareres på vej til kontoret.

Dagens hold er sat, opgaverne fordelt.

“Shop owners in other cities are usually the most vehement against street vending because they see it as an unfair competition or making their property look bad,” she says. “I think a lot of people in Saigon felt empathy for vendors as fellow citizens who are just trying to make a living that seems respectable and legitimate.”

Anette Miae Kim, University of Southern California, Sidewalk City.

Udbyderne af ydelser på fliserne deler sig respektfuldt i tre grupper. De mobile der konstant er i bevægelse efter kunder, de der har faste pladser og butiksejere som blot forlænger forretningens rum ud over fliser og kantsten.

Et fænomen i byerne og især et udtalt storbyfænomen. Forskellig fra nord til syd, fra by til by, ja fra bydel til bydel og gade til gade. Fælles i forskelligheden er det åbne og noget nær demokratiske rum. Alle er velkomne, stort alle socialklasser benytter fortovets servicefaciliteter. Modetøj og beskidt arbejdstøj, tussegamle og børn, enlige, ægtepar og kollegaer sidder eller stå skulder ved skulder. Et socialt rum hvor handelsfolk og stamkunder viser opmærksomhed på og omsorg for hinanden. Støtter og hjælper.

Et offentligt fælles rum som multitasker i en helt vidunderlig og ekstrem grad. Listen af tilstedeværende er noget nær lige så uendelig som mangfoldigheden af aktiviteter. Officielt trafikåre for fodgængere og parkeringsplads for motorcykler, officielt og uofficielt et kulturrum i konstant bevægelse og tætbefolket med brugere. Skal begrebet offentligt rum have bare et minimum af berettigelse, må det være her.

”The rich and poor live together. We know there are a lot of problems, but that`s a treasure of Vietnam`s instead of a burden.”

Du Huynh, Association of Vietnamese Students and Professionals in USA.

Omfanget af beskæftigede, omsætning og brugere er ukendt som planeter i fjerne galakser. I et land med en befolkning tæt på 100 millioner, skal alle tre tal uden tvivl også regnes ud i millioner. Betydningen af det der umiddelbart ligner kaotiske forhold på et fortov, er ikke alene af afgørende betydning for de involverede, men også for samfundet. Et netværk af sikkerhedsnet spændt ud under mennesker. Sikkerhedsnet der som rækværk sikrer, at de ikke falder ud over kanten. De der ingen steder har at gå hen, går selv i gang, tager personligt ansvar. Opgaven løses i et usagt folkeligt fællesskab, er hverken officielt eller vedtaget af myndigheder, ofte ikke engang værdsat.

Det der for den besøgende er et rejseeventyr, er for de lokale hverdagen hver eneste dag. Det er livet. Det er smukt.