Tæt på 100 millioner indbyggere og ca. en for hver to, årligt sælges der intet mindre 3-3,5 millioner af dem, og derfor med i top-fem i verden og det er naturligvis motorcyklen, eller scooter om man vil, det handler om, i Vietnam kærligt omtalt som ”motobike”.
Spørg ikke en vietnamesisk familie om de har en motorcykel, spørg om hvor mange og hvilket mærke, stort set alle har en eller flere, er noget nær lige så uundværlig for vietnameserne som et kært familiemedlem er det. Alle hjem har en lille rampe så det elskede køretøj kan komme ind for natten, hvor der passes godt på dem, pusles, vaskes, poleres, justeres og serviceres, som børn klædes de på og opdrages til at møde dagens og tilværelsens udfordringer
Motobike og ejers døgnrytme hænger sammen som hjerteslag og puls, varierer efter dagens tidspunkt og opgaver. Hverdagens hårdtarbejdende helte, iført obligatorisk styrthjelm og maske, som de ”ninjaklædte” kontorpiger og bankfolk, habitklædte bankfolk og forretningsfolk og butiksansatte indtager og styrer gader og stræder i morgenens og eftermiddagens heftige rushhour. Aften og weekend tilhører og styres samme gader og stræder af unge, omfavnende kærestepar og familier med både tre og fire personer på sadlen, hvor de overtager asfalt og fortov og cruiser ind aftenens og fritidens oplevelser og fællesskab.
Uden for byerne er opgaverne af en helt anden karakter. Her kører (over)læssede motobikes som rullende selvstændige virksomheder rundt med med frugt, grønt, kaffe, the, kyllinger, kvæg til markeder, restauranter og butikker virtuost rundt i højlandets og bjergenes serpentinersving og på floddeltaernes smalle veje og grusstier bringer motorcyklen flere effektive timer ud i markerne i de fertile landbrugsområder. Her er der ingen spildtid på bare fødder eller skramlende cykel, det er op på motobiken og ud i markerne og ind markederne.
Som en tohjulet forvandlingskugle forvandlede køretøjet Vietnam, efterlod ”Den tavse kusine”, cyklen, i fortiden som en agterudsejlet sømand i en fjern og ukendt havn. Tempoet det skete i var ca. lige så hurtigt, som når lyskurven skifter fra grønt til rødt og jernhæren af tohjulede køretøjer slippes løs i alle mulige og umulige retninger.
Honda og Yamaha har sat sig tungt på asfalten, med SYM og Piaggio, Suzuki halsende efter dem som forfølgergruppen efter hovedfeltet i Tour de France. Investerer man i sådan en fyr, skal man også her vogte sig for efterligninger, gaderne flyder med billige kopier, som er billige at anskaffe, men dyre i månedlige mekanikerregninger. Dyre modeller (motorcykler altså) er eftertragtede, så der passes på dem. Vælger man den rette er den økonomisk relativ billig i drift, kører langt på literen og manøvredygtig og fleksibel, uanset om der er på storbyernes tætpakkede overfyldte veje eller bjergenes smalle hullede grusstier.
I byerne fylder og blokerer de fortove når de, som tinsoldater, på rad og række er parkerede og fylder kørende samme fortov, når myldretiden buldrer løs morgen og aften, motorcykler på fortovet og så må fodgængere se hvor de nu kan finde plads. Alternativet er at det elskede køretøj afleveres i en, lige så tætpakket, parkeringskælder eller specialindrettet p-plads. Ikke desto mindre er motorcyklen både mere økonomisk og pladsbesparende i forhold til firehjulede køretøjer.
En motorcykel, er det andet end et praktisk og relativ billigt køretøj, til transport af varer og mennesker? Som i afgørelsens time i X-factor, et rungende nej fra vietnameserne! For mange, noget nær alle, starter livet som lille nyfødt for mange i favnen på sin mor og bag sin fars ryg på motorcyklen og der bliver man siddende indtil man flytter man op på barnestolen mellem farmand og rat. For den lille nye vietnameser bliver motorcyklen en del af barndommens land, midlet til at komme på besøg hos familien, i børnehave og skole eller blot cruise rundt og opleve verden. Senere overtager den første date og kæreste forældrenes plads og den bliver stedet for de første legale omfavnelser, til ture i parken, til stranden og på opdagelse i bjergene, ledsaget af venner. En skønne dag er man så rykket frem i sædet og i favnen eller bag sig har man sin egen lille nye vietnameser og en ny smuk cyclus tager sin begyndelse.
De er overalt i Vietnam. Fra de nordligste til det sydligste byer, i bjergene og ved havet, i landsbyer og metropoler, ved af- og tilkørsler på motorvejene, i gadekryds og på gadehjørner, på fortove og ved busstationer og banegårde, foran virksomheder og restauranter. Steder hvor mennesker kommer og går, hvor mennesker er på vej til og fra. ”Xe om” hedder de motorcykeltaxaerne i Vietnam, i det mange kalder ”motorcykelland”. Elegant som en balletdanser sidder, kører og sover de på deres motobike og venter på kunder og lige så elegant danser de sig selv, motobike og kunde igennem floden af køretøjer. Her er ingen prisliste på døren og ingen taxameter på styret, pris forhandles og aftales mundtligt, husk at gør det med et smil, det er rørende billigt. Respekter og værdsæt din lokale chauffør, hans viden og erfaring er oparbejdet igennem utallige år på sadlen og gaderne. Der er ikke det vejrlig, han ikke har kørt i, han er en lokal født og opvokset levende GPS, et omvandrende bykort på to ben og to hjul. Kender samtlige veje i lokalområdet, fra den smalleste ”hem” til de største buldrende boulevarder. Kender lokale butikker og restauranter og har en viden om kendte og ukendte mennesker og seværdigheder som ikke findes i nogen rejseguide. Så giv ham et kram både under og efter turen, - xe om kan oversættes til ”kram din chauffør-hold om din chauffør”, styrthjelm er obligatorisk og størrelsen one size.
Efter danske standarder og normer for trafik, er ordet kaos knap nok dækkende for trafikken i Vietnam. Trafik er, som så meget andet, også en refleksion over og billede på samfundet, altid en oplevelse, aldrig kedelig, forvent det uventede og ha` alle sanser åbne, - altså hele tiden!
Størrelsen er her, som i andre forhold i livet, afgørende med de største først: Lastbiler og containerbiler, busser, mindre varebiler, store som små personbiler, motorcykler, lydløse el-cykler, cykler, fodgængere som alle har et øje på, turister, ældre, børn og familier er fredet som dyreracer af udryddelse, der, som af en usynlig dirigent, orkestrerer køretøjer til at flyde uden om, et sammenstød er dyrt både på økonomi. samvittighed og menneskeliv. Horn er som musik der skal glæde dig, om man tror det eller ej, medtrafikanterne siger blot: Hey jeg er her og har set dig, har du set mig, lad os passe på hinanden.
Som var der en overenskomst i trafikanternes fagforening, er overenskomsten, jeg rammer ikke dig, du rammer ikke mig, vi er i hinandens hænder, synes at være den ultimative uskrevne leveregel, uanset hvad man gjorde, eller skulle have gjort, ifølge vejskilte, trafiklys eller trafikregler.
Der holdes øje med alt hvad man ikke forbinder med trafik eller som hørende til i trafikken. Vandbøfler, køer, lokale markeder, siddende og gående gadehandlere, legende børn, hunde der parrer sig, høns, ris der ligger til tørre, blot for at nævne nogle få ting.
Så som vietnameserne, gør det på vietnamesisk, følg den lokale trafikkultur, glem alt om formanende og docerende danske kørelærere. Lovgivning kan ændres på en dag, det er sjældent adfærd og vaner kan det. Menneske og motorcykel er Vietnam under huden på asfalt og grussti.
Comments