Landsbyen Tho Ha er beliggende ca 11/2 times kørsel nord-øst for Ha Noi i provinsen Bac Giang og ikke det letteste sted at finde, så en stedkendt chauffør eller lokal person der kan finde vejen, er noget nær et krav. Flere veje fører til byen, men stort set alle fører igennem industriparker og moderne boligområder og kan sagtens give anledning til overvejelser om, hvorvidt det er det rigtige besøg man har gang i.
Første udfordring er altså at finde derud og den næste, er at finde floden Cau, der skal passeres med en flad motoriseret pram, der sejler i pendulfart, og den medbringer altså ikke større køretøjer end motobike og cykler. Kan være kompliceret, men både sejlturen og oplevelserne på den anden side af floden er hele turen værd.
Tho kan oversættes til jord eller grund og Ha til flod. Det giver god mening, når man ved, at landsbyen er beliggende på en halvø omgivet på tre sider af floden og selve landsbyen og dens centrum er beliggende i spidsen af halvøen, der hvor floden slår to buer. En lokal overlevering siger også, at byens navn stammer fra de skibe, der tungt lastede sejlede ler til brug på byens keramikværksteder. På afstand lignede leret på skibene små bjerge og deraf fik byen sit navn, - siger overleveringen i hvert fald.
Tho Ha er, historisk set, en af tre tidligere såkaldte keramiklandsbyer i udkanten af hovedstaden Hanoi. Tidligere, fordi Tho Ha og Phu Lang ikke længere er aktive, kun Bat Trang er stadig i fuld vigør som aktiv producerende landsby og med en større del af indbyggerne fortsat aktive med produktion af keramik.
Ifølge lokale overleveringer bland byens borgere i Tho Ha starter fortællingen på et tidspunkt i 1100-1200tallet, hvor en repræsentant for hver af de tre landsbyer blev sendt til Kina, for at studere, hvordan man fremstiller keramik. De vender tilbage og hver af de tre landsbyer, udvikler deres egen specifikke keramik, I den proces flytter Bo Bat tættere på Hanoi og får navnet Bat Trang, et navn som den har den dag i dag.
Tho Ha blev et økonomisk center for produktion af rød-brun keramik brændt ved hjælp af græs, træ og kul ved en højere temperatur end i andre byer. Kendetegnet ved større holdbarhed, ikke at absorbere vand og slog man på den, gav den en lyd som mange beskrev som at slå på en klokke. Godt hjulpet af den nærliggende flod, hvor skibe kunne sejle helt op byen, kulminerer byens storhedstid og velstand i 1600tallet.
Keramikværkstederne begynder at lukke og en af flere forklaringer i nyere tid, er at efter samlingen af landet, overtager co-operativer produktionen og ansatte i de private keramikværksteder flytter over i de nye statsejede. Senere kommer plastik og andre materialer til verden og byens tidligere storhed som berømt keramiklandsby, forsvinder langsomt men sikkert. I 1980erne er den stort set ophørt og en næsten 800 år gammel håndværksepoke, er endegyldigt slut.
Ud af asken, bogstaveligt talt, rejser sig et nyt produkt, en ny storhed og ny og mere beskæftigelse til byens borgere. Et håndværksprodukt som får noget nær samme indflydelse og omfang som keramikken.
Banh Trang eller rispapir.
Forudsætningen for rispapir i god kvalitet, er naturligvis de anvendte råvarernes kvalitet, blot rismel, vand og salt og så naturligvis også den enkelte håndværkers evne. Men i Tho Ha spiller vejret en noget nær altafgørende rolle, fordi alt rispapir tørres på bambusrammer under åben himmel. Processen starter dagen før, hvor riskornene udblødes natten over, inden de kværnes til mel, som røres med vand og lidt salt. Den let tyktflydende væske smøres ud på stof og dampes få sekunder over kogende vand, til den er sammenhængende og blød.
Begge processer bliver gjort både manuelt og ved hjælp af maskine i Tho Ha. Det dampede rispapir, anbringes på bambusrammer, der anbringes over alt i byen, hvor der er plads, - og det er virkelig overalt! Et besøg i Tho Ha hvor byen er noget nær pakket ind i bambusrammer med rispapir, er meget mere end en fantastisk oplevelse. Det er det også at lytte til det knirkende rispapir under tørreprocessen på ca. 2 timer alt efter vejrliget. Første håndværksproces var med at fremstille rispapiret, efterfølgende er kunsten at vurdere vejrligets indflydelse på tørreprocessen, om det har regnet eller været bragende solskin, er to vidt forskellige forudsætninger at håndtere. Det tørrede rispapir, samles ind og skæres evt. ud, inden det pakkes og distribueres ud i både lokalområde og Vietnam på alle tænkelige køretøjer.
En helt særlig type og specialitet fra Tho Ha er det søde og lidt tykkere rispapir Banh Trang Nuong med sesamfrø og peanuts. Rispapiret grilles stadig enkeltvis over åben ild ude på gaden eller inde i husenes små gårde og er naturligvis både tidskrævende og mere kostbar end den almindelige og mere industrielt fremstillede.
Et besøg i Tho Ha er et besøg i både fortid og nutid. Minderne har man lov at have og de bliver også vækket, når man går rundt i de smalle gyder. Mange huse i Tho Ha er, mere eller mindre, bygget eller renoveret ved hjælp af knust eller beskadiget keramik fra den sidste periode af byens storhedstid. Her blev især mange vægge opført af de små ligkister til den traditionelle anden begravelse, som ude fra kommende er det mildest talt en spektakulær oplevelse. Ikke alle er til at se, da mange huse er blevet pudset op og med jævne mellemrum forsvinder et hus på bekostning af et nybyggeri. Forandringens vinde blæser også igennem Tho Ha`s fascinerende netværk af smalle gyder.
Byen har stadig sine svimlende mængder af smalle gyder, gamle, men nu mere eller mindre renoverede, pagoder og templer og midt i byen på den centrale plads, står den gamle maleriske byport som et tavst vidnesbyrd, om de tusinder af både lokale, besøgende og handelsfolk som igennem århundreder har passeret igennem den.
Det måske største historiske vingesus i Tho Ha er ikke synligt. Et vingesus som ikke kun er lokalt i Tho Ha, men også en del af den store historiske vietnamesiske fortælling. En afgørende epoke i landets udbredelse fra nord til syd og dannelsen af det sidste kongehus og dynasti er opgøret mellem Trinhdynastiet i nord og Nguyendynastiet i syd. Trinhdynastiet hørte til i nord og havde sin storhed i perioden 1545-1787 og mange fra dynastiet søgte tilflugt og ly i Tho Ha og ifølge lokale blev de der og er nu den ene af to store familienavne i byen.
Thoa Ha er en lokal oplevelse, her bliver der ikke leflet for de besøgende. Byen er på mange måder stadig sig selv og så alligevel i en eller anden form for udefinerbar langsom glidende forandring, som gør, at man kan vende tilbage til byen og blive ved med at opleve noget nyt i den gamle by.
Comments