Lacquer

"Om det er smukt, må være op til den enkelte,” sagde min søde medrejsende, og kunstner hjemme i Danmark, under besøget hos en af de traditionelle lakvareproducenter i metropolen Sai Gon. "Det er simpelthen enestående kunsthåndværk på et meget, meget højt niveau."

Tapningen af lak fra laktræet, som har haft flere latinske navne i tidens løb og, er relativ simpel og minder om den teknik, der anvendes for at udvinde gummi fra gummitræet, - der laves horisontale snit i træets bark og så begynder lakken at flyde, mere indviklet er det dybest set ikke. Lakken bliver mørk efter tapning, renses for urenheder og opvarmes til forskellige temperaturer, alt efter hvilken kvalitet man ønsker. Det klassiske træ til udvinding af lak i Vietnam er toxicodendron succedaneum/rhus succdanea eller på vietnamesisk ”cay son.”

I Viet Nam udvikledes håndværket i Nordvietnam, da lokale kunstnere fandt ud af at anvende udtræk fra træet rhus succedanea også kaldet "vokstræ". Udviklingen sker i 1400tallet under Le Nhan Thong-dynastiet, hvor historikere udpeger Tran Thuong Cong som en mulig stamfader til det nye håndværk, på samme måde som ”lakhsa” fra sproget sanskrit bliver stamfader til udtrykket ”lacquer.” ”Lakhsa” stammer fra billen ”kerria lacca”, hvor et sekret fra hunbillen kan tørres og opløses i alkohol og anvendes som lak. Da Tran Thuong Cong dør, rejser man et tempel i landsbyen Binh Trong for at hylde ham. Beliggende i provinsen Ha Tay lidt uden for Ha Noi, - og templet findes stadig, hvis man skulle komme forbi byen.

Selve lakarbejdet og dekoration udføres typisk på forskellige former for træ og stort set hele processen, kan kun udføres som håndarbejde, hvis man ønsker den ægte vare - og er dermed også tidskrævende og kostbar.

Træ er altså basismaterialet, som (kan) beklædes med et stykke stof, hvorefter lag efter lag af lak påføres dekorationen og mellem hvert lag slibes og poleres overfladen efter tørring. En proces der er til for at beskytte træet og danne bund for det anvendte dekorationsmateriale.

Tre klassiske materialer anvendes til dekoration af basismaterialet: Perlemor, maling og skaller af æg fra ænder, som ifølge producenterne i Saigon, er det vietnamesiske element i lakarbejdet og inden de anvendes, kan de brændes brune og sorte i større eller mindre grad for at skabe flere nuancer i farverne. Der ses også dekorationer med bladguld og sølv, men uanset materiale afsluttes den endelige proces med polering med voks. De tre dekorationsformer giver tre forskellige kanter på overfladen af det endelige produkt, hvor perlemor giver den største/højeste og derfor kræver langt flere lag og dermed en langt længere og mere tidskrævende indsats end som maleriet gør.

Frem til 1930 fremstilledes lakvarer kun i mindre mængder og stort set kun i mindre familievirksomheder, som solgte til templer, pagoder og familieaktiviteter. I perioden 1925-1945 opstår skolen Ecole des Beaux-Arts de l'Indochine med et flot samarbejde mellem franske undervisere og vietnamesiske studerende og dekorationsformen kaldet ”son mai” opstår.

I 1930 deltager kunstneren Dinh Van Thanh i en international messe i Paris for at promovere lakvaretraditionen, - og så tager udviklingen pludselig fart og kulminerer mellem 1954 og 1990, hvor det er co-operativer, som producerer og afsætter til primært andre socialistiske lande.

I 1986 gennemfører Viet Nam processen kaldet "doi moi", hvor man slipper de frie markedsmekanismer løs i landet og så tager udviklingen for alvor yderligere fart også for lakvareproduktionen, - såvel kvalitet som omsætning tager et tigerspring både ud i verden og ind i fremtiden.

Med al respekt for de vietnamesiske lakproducenter er det producenterne i Saigon, som anses for at være de ypperste til at praktisere håndværket, pt. er der ca. en håndfuld tilbage inde i selve byen. Virksomhedernes produktion finder sted uden for byen i områder til industrier og fabrikker, så et besøg hos en producent vil næsten altid være i et af deres showroom inde i byen. Det er helt ok, der foregår også reel og virkelig produktion, om end i mindre skala, men det gør til gengæld, at der er god tid og plads til at opleve kunsthåndværkerne på nærmeste hold

Hver producent har sin egen stil i dekoration af de enkelte genstande, en stil udviklet af enten virksomhedsejerne eller tilknyttet kunstner, så selv om udgangspunktet, råmaterialerne og håndværket er det samme, ja så er slutprodukterne ret så forskellige i deres udtryk.

Alle producenter får nu besøg af turister og gæster fra andre kulturer og det har medvirket til at udvikle dekorationerne, så det endelige produkt matcher den måde, vi indretter hjem på. Men alle kører stadig en helt klassisk linje målrettet den asiatiske forbruger, hvor dekorationerne er med lige så klassiske temaer.