Håndværk i landsbyerne

Håndværkslandsbyer i Vietnam, er landsbyer hvor hele landsbyen, eller en stor del af indbyggerne, har specialiseret sig i at fremstille det samme produkt. Færdigheder og produkter som ofte er udviklet af og overleveret fra generation til generation igennem århundrede. Et besøg her giver altid en fin og dyb indsigt i utallige faktorer til forståelse af det vietnamesiske samfund og dets kulturs mangfoldighed. Faktorer som både kan være sociale, økonomiske, familiære, håndtering af traditionelt håndværk, fællesskabet, geografien og historien, blot for at nævne nogle.

Produkter som fremstilledes har altid været vidt forskellige: fødevarer, tekstiler, møbler, keramik, votivpapir, kunst, bronzestøbning, træskærearbejder og røgelsespinde etc.

En håndværkslandsby i Vietnam er ikke nødvendigvis en afgrænset og veldefineret bebyggelse, er det ofte, men kan også være det, vi forstår ved en bydel eller et område i en by. Nogle af landsbyerne er simpelthen, blot blevet en del af byen når denne har ekspanderet.

Oprindeligt opstod håndværket i landsbyer ude på landet, eller i periferien af større byer som private initiativer uden indblanding fra myndighederne. I mange tilfælde som konsekvens af en bibeskæftigelse når der ikke var arbejde i markerne uden for sæsonerne. Sådan er det stadig. Industrier i Vietnam findes primært uden for byerne i nutidens moderne industriparker og indbyggere fra omkringliggende byer og landsbyer leverer (stadig) arbejdskraften.

Fortællingen om og forståelsen af landsbyerne er, som sædvanlig når det handler om Vietnam, kompleks, påvirket og udviklet af og under indflydelse af skiftende magthavere og store begivenheder i landets historie.

Den præcise oprindelse til håndværkets opståen i landsbyerne er uklar som tågen over Den Røde Flods Delta. Nogle af banal nødvendighed og andre af større samfundsmæssige årsager. Men da håndværkslandsbyerne primært opstår i og omkring det store floddelta ved hovedstaden Hanoi i nord, er oprindelsen, om ikke kinesisk, så i hvert fald påvirket af kineserne, fordi håndværk fandtes i floddeltaet på det tidspunkt kineserne trænger ned i det. Deres påvirkninger er med til at udvikle, forny og forfine håndværket.

Rigtig meget tyder da også på at en ikke uvæsentlig del af den første og tidlige produktion, oprindeligt har gået til at holde sig på god fod med den store og stærke magt i nord, men også til feudalstyrets jordbesiddere og magthavere. Ikke alt har været luksusprodukter, men også hverdagens fornødenheder og har derfor også haft den lokale befolkning som aftagere

Landsbyernes historie og fortælling har altså flere epoker, som får afgørende indflydelse på deres aktiviteter.

Den første epoke er med de landsbyer, der ofte omtales som de historiske og traditionelle håndværkslandsbyer, er fra tiden fra før den socialistiske indflydelse fra 1950erne og ikke mindst ”doi moi,” årene i 1980erne, hvor Vietnam indførte frie markedsmekanismer.

Landsbyer fra denne meget tidlige epoke kan have en historie og fortælling om deres produkter, der går hundreder, ja faktisk flere tusinde år tilbage i tiden. Utallige generationer har passet på, udviklet og overleveret håndværksmæssige færdigheder, viden om produkternes potentiale og holdt det inden for byens daglige liv, ritualer og både byens og familiens fysiske og mentale/følelsesmæssige ramme.

Virksomhederne både var og er, stadig typisk mindre til mellemstore og oftest organiseret i og omkring en familie. Fællesskabet og ansvarligheden overfor fællesskabet har været en afgørende faktor i landsbyerne. Nok var og er, de individuelle virksomheder og dermed også konkurrenter, men når nødvendigheden er der, ja så står man sammen og hjælper hinanden. Et vigtigt element i forståelsen af fænomenet er, at ægteskaber blev indgået på tværs af familier i landsbyen og derfor havde man altid familiemedlemmer i mange andre virksomheder, som man naturligvis så hjalp, og stadig gør det.

Den anden større epoke er altså efter 1954, hvor kolonistyret forlader landet, individuel produktion bliver forbudt og kooperativerne opstår under det socialistiske styre.

Sidst, men ikke mindst, spiller ”doi moi,” også en markant rolle. Tiden efter slutningen af 1980erne hvor regeringen indfører frie markedsmekanismer og kooperativerne forsvinder i begyndelsen af 1990erne. Landsbyerne der opstår i denne epoke og den efterfølgende tid, er kendetegnet ved at være mere ”moderne” i både organisering, produkter og produktionsværktøj.

Senere ser myndighederne landsbyerne generelt, ikke kun håndværkslandsbyerne, som en mulighed til at udvikle landområderne og skabe beskæftigelse i en stigende befolkningsmængde og et samfund i udvikling. De bliver en del af strategien om at konvertere Vietnam fra et landbrugsland til et industriland og senere højteknologisk land. Konsekvensen er at større og mindre industriparker opstår i periferien af, primært, de større vietnamesiske byer. Anlæggelsen sker i områder hvor både landsbyernes befolkning og byboerne, kan honorere industriparkernes behov for arbejdskraft

Det får naturligvis betydning for landsbyerne. Mange unge vil noget andet, får job i industriparkerne og flytter ind i byerne. Dermed har byernes ældre ikke længere, nogle at overleverer tidligere tiders færdigheder og viden til. Som minimum færre og i værste fald så få unge, at håndværket og traditionerne forsvinder med de ældre borgere.

Helt så galt går det ikke. Vietnam er stadig et markant traditionsbundet land, selv om landet er i en lige så markant forandring. Ansvarsfølelsen for familien og fællesskabet i det man er vokset op i, er stadig udtalt. Loyaliteten over for landsby og familie gør, at det stadig er her, man søger tilbage til.

Den stigende turisme i Vietnam gør også sit til at håndværkslandsbyerne får fornyet opmærksomhed, da de begynder at indgå strategier for hvad man som, både lokal og international besøgende, kan opleve på rejse i landet. Landsbyerne får lige så meget status som en besøgslandsby som en håndværkslandsby, men fænomenet er med til, at mange landsbyer lever videre og håndværk og produkter bliver bevaret.

Der er utallige håndværkslandbyer spredt ud i hele Vietnam, med den største koncentration, og flest historiske, i Nordvietnam. Som besøgende skal man være opmærksom på, at en række landsbyer markedsføres markant og er meget velorganiserede og det gør naturligvis, at de er både meget besøgte og dermed også påvirkede af turismen. Altid en flot oplevelse, men ønsker man at opleve både et mindre påvirket lokalt liv og i mange tilfælde også mere lokale produkter, bør man søge væk fra ”berømthederne” og ud i mere ukendte områder og ofte lidt fjerne områder. Her producerer landsbyerne stadig primært til det lokale marked og som besøgende bliver man belønnet med ekstraordinært unikke lokale oplevelser, som er hele rejsen værd.