Byen Hue, tidligere hovedsæde for Nguyendynastiet og dermed det sidste kongehus i Vietnam, har på ingen måde den samme intime og lokkende charme, som man for eksempel oplever det i det historiske centrum i nabobyen Hoi An.
Klassiske seværdigheder i byen er få, så få, at nogle ligefrem siger at uden den store gamle historiske kongeby, er det tvivlsomt, hvor mange der vil besøge Hue. For rigtig mange er et besøg i byen da også begrænset til blot en enkelt eller to overnatninger, en tur rundt i kongebyen, til de royale gravsteder og så videre til andre steder i Vietnam.
Desværre, fordi byen rummer så helt utrolig mange oplevelser og fortællinger, både om byen, men også fortællingen om Vietnams tilblivelse.
For byens borgere er det ikke kongebyen og andre historiske seværdigheder, som har størst betydning for dem, - det er floden.
Song Huong, eller Huong Gian, flyder og strækker sig som en bugtende doven drage igennem Hue, deler byen i to ret så forskellige bydele med hver deres store og små fortællinger.
Er for borgerne byens historiske, mentale og spirituelle samlings- og omdrejningspunkt. Flyder roligt og langsomt og bruges derfor ofte som et sindbillede på indbyggernes og byens temperament.
Flodens vand skifter farve fra morgenens første sollys til aftenens elektriske lys fra bygninger, både og aktiviteter, men også i løbet af året hvor vejrlig og aflejringer fra bjergene, alt efter årstid, påvirker vandet. Uanset vejrlig er der et næsten poetisk udtryk over samhørigheden mellem flod, by og landskab.
Hverdagsliv på vandet og langs flodbredderne, landsbyer, kongehusets monumenter og buddhistiske pagoder, franske kolonibygninger, det omkringliggende landskab med marker, frugt- og blomsterhaver spejler sig i flodens rolige vand. Er vidnesbyrd om storhed, forfald og forandringer i fortid og nutid. En tavs formidler af den lokale kultur.
Det er med de øjne og den forståelse, man kan opleve Song Huong under et besøg i Hue. Det er alt andet end kun en flod.
Song Huong eller Huong Giang, som hos langt de fleste kilder oversættes til Perfume River på engelsk eller Duftenes Flod på dansk. Navnet er fortællingen om de blomster, som vokser på flodbredden og de utallige frugt- og blomsterhaver langs floden. Blade og blomster falder i vandet og afgivet en svag duft, som altså har givet floden sit poetiske navn, siger den lokale overlevering i hvert fald.
Floden får sit vand fra to andre floder, Ta Trach og Hu Trach, begge med udspring i bjergkæden Truong Son. De to flyder sammen ved en gaffel kaldet Bang Lang, hvor de så i fællesskab bliver til den 30 kilometer lange Song Huong, som igen flyder sammen med to andre floder ved lagunen Tam Giang, inden de endeligt flyder ud i havet ved floddeltaet Thuan An.
Hvilke begivenheder der helt præcist har fundet sted ved floden, får vi aldrig at vide. Myter og overleveringer om begivenheder og navne er flere, alle er ikke nødvendigvis helt enige, men dog med en mere eller mindre fælles rød tråd.
Stedet for en af mest betydningsfulde begivenheder var dog på det ud til floden smukt beliggende højdedrag Ha Khe.
Ifølge både den lokale overlevering, men også de royale skrifter, er det Nguyen Hoang fra Nguyendynastiet, som under et ophold i området, hører den lokale fortælling om en ældre kvinde klædt i rødt og blåt tøj, andre siger rødt og grønt, som opholdt sig på højdedraget hvor hun forudså og (måske) udtalte: ”Inden længe skal der komme en virkelig konge, som skal bygge en pagode og tiltrække og samle alle himmelske kræfter og energier fra dragens årer.”
Thien Mu hed hun, som skulle vise sig at komme til at lægge navn til et af de mest betydningsfulde steder og den mest betydningsfulde pagode i Hue, den ældre kvindes navn blev et brand for byen.
Thien Mu eller Den Himmelske Frues Pagode. En senere konge giver den senere også navnet Linh Mu, Den Hellige Frues Pagode, simpelthen fordi han frygtede, at ”Himlen” kunne føle sig forulempet ved anvendelsen af ordet ”Himmelsk.” Andre kilder siger, at det er usikkert om hun hed Thien eller Linh og at det er derfor, begge navne anvendes, - også her hersker uenigheden, eller måske snarere at der mangler præcist og dokumenteret kildemateriale.
Nguyen Hoang har sandsynligvis ment, at den konge der skulle vise sig, var ham. Så i taknemmelighed, respekt, og muligvis lidt selvoptagethed for Thein Mu`s spådom, opfører han den første simple bygning på højdedraget i 1601.
En stribe tilbygninger og ombygninger kommer til de følgende årtier og århundreder. Især 1714 er et markant år, hvor flere af de nuværende bygninger opføres: Den tredelte port, klokketårn, trommetårn, bygninger til bøn etc.
Under Nguyendynastiet fra 1802-1945 opføres flere bygninger, hvor især det markante 21 meter høje ottekantede tårn Phuoc Duyen, med 7 etager skiller sig ud. Opført 1844 som gave og gestus til den daværende konges bedstemor da hun fyldte 80 år. Tårnet, der oprindeligt hed Tu Nhan, er ikke længere åbent for offentligheden, men efter sigende er der buddhastatuer på hver etage og alle statuer har ansigtet vendt imod syd. Tårnet skiller sig ud, kan ses på lang afstand og er blevet symbolet på stedet og for mange også for byen Hue.
Vejen fra floden og op til tårnet og resten af pagoden er en stejl tredelt trappe, hvor oplevelserne på toppen er hver et trin værd, vel oppe bør man vende sig om og nyde udsigten ud over flod og landskab.
Efter tårnet Phuc Duyen, lige før indgangen med de tre porte og 12 symbolske og frygtindgydende tempelvagter i træ, står en bygning med en kæmpeskildpadde i marmor fra 1676 med en stor tavle på skjoldet, som er dækket med inskriptioner med fortællingen om pagodens tilblivelse og historie. Skildpadden er symbolsk et af Vietnams fire hellige dyr og står b.la. for evighed og uddannelse.
På den modsatte side, også foran de tre porte, står den mildest talt gigantiske klokke Dai Hung Chung fremstillet i 1710 og på intet mindre end 2,5 m. og en vægt på ca. 2052 kilo. Et imponerende eksempel på bronzestøberkunsten i Hue og efter sigende kan klokken høres op til 10 km. afstand, når munkene slår på den.
Den todelte bygning Dai Hung er hovedbygningen og pagodens religiøse omdrejningspunkt, hvor Buddha tilbedes og hvor munkene afvikler deres ceremonier. Bygningen har også figurer af Buddha, der symboliserer fortid, nutid og fremtid og foran bygningen står statuen af Budai eller Putai ”den smilende munk, ” en semihistorisk figur fra ca. 900tallet i Kina. Figuren symboliserer for de fleste det gode, lykke, velstand, tolerance og hans store ører skal høre, de der ikke har det godt og hans store mave, rumme det der går galt for mennesker. Figuren er ikke en del af fortællingen om den historiske Buddha, men er over tid blevet Maitreya Buddha, altså Fremtidens Buddha, et billede på hvor vi som mennesker skal bevæge os hen.
I en af sidebygningerne udstilles den lille lyseblå Austin, som munken Thich Quang Duc brugte i Saigon, da han i 1963 brændte sig selv i protest mod præsident Ngo Dinh Diem og det sydvietnamesiske styre. Thien Mu var i løbet af sommeren 1963 arnested for de buddhistiske munkes forskellige former for protester imod styret i syd. Protesterne blev udløst af, at militæret 8-5-63 dræbte 9 buddhister under en demonstration i Hue imod religiøs diskrimination, fordi buddhisterne ikke måtte bruge deres flag på højtidsdagen Phat Dan, hvor de fejrer Buddhas fødsel. Protesterne blev markant forstærket af at katolikkerne, præsident Ngo Dinh Diem var katolik, gerne måtte flage med Vatikanets flag.
Aller bagerst i det smukke og fredfyldte område er et gravsted, en stupa, for Thich Don Hau, en af pagodens tidligere betydningsfulde buddhistiske ledere.
Vietnamesiske fyrretræer plantet i u-form, vandfyldte damme med karper og åkander, smukt klippede bonsaitræer er spredt ud i området. Især dammen hvor traditionen med Hon Non Bo udtrykker sig på smukkeste vis. Hon Non Bo er miniaturelandskaber og figurer som viser bjerge, øer og det vietnamesiske landskab.
Thien Mu var ikke det første byggeri på højdedraget, ifølge bogen O Chau Can Luc skrevet i 1553 af Duong Van An, har der tidligere stået religiøse bygninger tilhørende Chamfolket på højdedraget.
Thien Mu er stadig en aktiv og fungerende pagode som buddhistiske munke bor, lever og arbejder på og som besøgende vil man, alt efter tidspunkt på dagen, møde dem i gang med forskellige af hverdagens almindelige gøremål, undervisning eller en af deres religiøse aktiviteter.
Højdedraget Ha Khe, hvor pagoden er beliggende, er symbolsk tolket på forskellig vis i tidens løb. Fælles er det, at dragen indgår i fortolkningerne, fordi den er symbol på konge og kongehusets magt og styrke. En fortolkning er, at højdedraget er dragen, som læner sit hoved bagud, en anden at højdedraget symbolsk er en skildpadde, som er symbol på ”evighed” og som drikker af floden som symbolsk er dragens årer. Placeringen skulle altså, symbolsk, sikre Nguyen Hoang og Nguyen dynastiet ”magten til evig tid.”
Sådan kom det ikke til at gå.
Comments