Charmerende, hyggelig, pittoresk, smuk, fuld af personlighed og rar stemning, anderledes end andre vietnamesiske byer. Beskrivelserne af det lille historiske centrum i byen Hoi An i Midtvietnam er, fuldt forståligt, noget nær en uendelig lang liste fuld af superlativer.
Umiddelbart kan man bare besøge byen, åbne alle sanser og nyde den i fulde drag. For at få det optimale udbytte af et besøg bør man dykke ned i det lille historiske centrums historie, så vil man opleve storheden i den lille bys årtusinde gamle fortælling
Et ordsprog siger, at ”kært barn har mange navne.” Sådan er det også med Hoi An. Byen er i den grad blevet en ”darling” blandt både vietnamesere og udlændinge, som strømmer til den charmerende by.
Byen har i tidens løb haft en stribe navne. Det først kendte er fra tiden under Champariget, hvor byen var kendt som Lam Ap Pho, i nyere tid er der flere navne, som skiller sig ud og er med til at forklare byens baggrund og historie.
Hoi An, oprindeligt Hoi An Pho (byen Hoi An), oversættes til ”fredfyldt mødested.” En forklaring som i den grad holder, hvis man ser på byens og floddeltaets betydning som havneby for utallige forskellige kulturer fra stort set alle verdenshjørner. Man mødtes for samhandel og ikke andet.
Under påvirkning af franskmænd, portugisere og spaniere der kommer til byen, anvendes navnet Fai Fo eller Faifoo og det ses bland andet anvendt i datidens officielle dokumenter som ”Ville de Faifo.”
Italieneren Christoforo Borri (1583-1632) er sandsynligvis en af de første, der på skrift detaljeret omtaler byen som Faifo. Han var astronom, matematiker og jesuitermunk og kommer til byen som missionær og bor der i perioden fra 1618 til 1622 og skriver blandt andet, at han oplever, at Faifo er som to byer med en kinesisk og en japansk bydel.
Der er i tidens løb givet forskellige bud på, hvordan navnet Faifo opstår, men højst sandsynlig er det blot en fonetisk variant over de to andre navne for byen.
Hai Pho som kan oversættes til hav/ocean og gade og så Hoai Pho, som kan oversættes Hoais havn og gade. Begge fortæller, at byen ligger ved havet/er en havneby og giver altså god mening i forhold til byens beliggenhed og funktion.
Det lille historiske centrum på blot ca. 2 km2 i bydelen Minh An beskrives, med den lille flod Hoai i hjertet af byen, som en smuk kvinde der lokker, frister og tiltrækker, - det er på ingen måde hverken en overdrivelse eller forkert beskrivelse. Byen rummer meget af det samme poetiske udtryk, som de smukke vietnamesiske kvinder har.
Den historiske gadeplanlægning, ofte beskrevet som et ”skakbræt”, er intakt med flere lige gennemgående gader parallelt med floden, større gader som forbindes af mindre lige veje, gyder og stræder.
Ifølge UNESCO 1107 overvejende gule/gyldne smalle huse i ubrudte husrækker med maks. to etager. Lange dybe bygninger i træ og sten, og med røde ”yin-yang tage,” hvor den sidste afsluttende sten ofte var smukt udskåret og dekoreret. Kaldes yin og yang fordi rækkerne af tagsten skiftevis vender buen op og ned. Tagene ses ofte med mos og anden mindre bevoksninger.
De traditionelle huse havde deres helt egen struktur med tre overordnede områder i bygningen. En del var forbeholdt handelsaktiviteterne, en del til familien, en del forbeholdt til tilbedelse af forfædre og guder. I midten af bygningen en lille gårdhave belagt med smukke fliser og pyntet med træudskæringer, bonsaitræer og i mange bygninger ses også en lille brønd.
Bygninger ved floden havde kommercielle aktiviteter på begge sider af bygningen, - mod gaden hvor kunder kunne komme ind og ud og mod floden, hvor vareforsyninger kunne komme ind.
Hoi An må have været et eventyrland af muligheder for både lokale og udefra kommende håndværkere. Der ses stadig på det tårnhøje håndværksmæssige niveau, de har arbejdet på i alle, store som små, dele af bygningerne.
Floddeltaet og dets ler har været rent slaraffenland for de håndværkere som fremstillede mursten, tagsten, fliser og keramik. Søjler, bjælker, tagkonstruktioner, altre, møbler er vidnesbyrd om en detaljeringsgrad og akkuratesse i træskærerkunsten. Fulde af symboler der med deres tavse sprog stadig taler til iagttageren.
Æstetik har været integreret i håndværket. Brugen af bonsai, blomster, figurer og farver både har været og er stadig en del af Hoi Ans sjæl, får man lidt hjælp til forståelsen er det mageløse fortællinger til forståelse af både fortid og nutid.
Hoi An taler stadig med fortidens stemme til den besøgende, men også med forandringens stemme.
Arkitekturen er stadig et udtryksfuldt og smukt miks af påvirkninger fra de kulturer som opholdt sig i byen i dens storhedstid: Vietnamesere, kinesere, japanere og europæere. Et sjældent smukt bymiljø hvor kinesiske templer og fælleshuse, pagoder, historiske handelshuse, lokale markeder og private boliger flyder sammen i en smuk helhed. Den japanske og den kinesiske bydel, som Christoforo Borri beskrev i 1618, ses stadig og er stadig forbundet af den smukke lyserøde overdækkede bro Chua Cau.
Det kan ikke være anderledes, med en by opført i materialer der er naturlige og derfor naturligt nedbrydes og konstant kræver vedligehold og med jævne mellemrum udskiftning. Magtopgøret i 1775 lagde store dele af byen i ruiner, men magten flyttede væk og blev den genopbyggede bys redning. Opmærksomheden flyttede andre steder hen og freden sænkede sig igen over ”det fredelige mødested.”
Hoi An har i, stort set, al sin tid været under påvirkning og indflydelse af udefra kommende kulturer. Sådan er det stadig, nu hvor ”hele verden” igen har opdaget Hoi An.
Det er måske der, mest af alt, at magien i et besøg i Hoi An ligger gemt. Hoi An, ”det fredelige mødested,” er igen mødested for utallige fremmede kulturer.
Comments