Thang Long "Den opadstigende Drages By" gamle og oprindelige kvarter rammer en med et sansebombardement, fylder krop, sjæl, tanker og følelser. Som besøgende bliver man uendelig let lokket ind i det kringlede og krogede labyrintiske hjerte af byen.
Hanoi hedder byen nu og inde i de smalle træomkransede gader, finder man fødestederne for den fineste folkelige ølkultur. I daglig tale kaldet ”bia hoi” eller ”frisk øl.” Læskende friskbrygget og ikke lagret fadøl med noter af et grøn-gult skær, forførende gemt under en kridhvide hat af skum der lægger sig som snedriver ned af det duggede glas.
Lokale omtaler Hanoi som en smuk kvinde og ”bia hoi” som hendes ørering. Hende besøger man gerne og ofte.
Denne ultimative historiske drik fordeles i en evig strøm fra store fustager forsynet med en plastslange - ned i glassene og ud til den altid tørstende fanskare. Fra tidlig formiddag til sen aften.
Det er stort set umuligt at nøjes med et enkelt glas. Det smager forbandet godt og samme øjeblik det tomme krus knalder bunden i bordet, lander der et nyt glas skummende øl foran en. Her bestiller man ikke, man afbestiller, der holdes øje med folk gør der.
Et af de ultimative steder for udskænkning af ypperste karat er Ngoc Linh på Duong Thanh 2 , som rent faktisk er et gadekryds. Et af de få tilbageværende autentiske højborge for “bia hoi” ølkultur af en karat så ypperlig som man ellers kun ser det i kostbare diamantsmykker. Her er ejerne kvinder, to søstre så smukke som rå og uslebne diamanter og med personlighed som den historiske ølkultur de forvalter.
Forvaltning af det forrygende kulturhus betyder gavmild udskænkning af den tørstslukkende drik og indkrævning af krøllede dongsedler. Det er ikke alene en alvorlig sag, men også noget af en opgave. Et hjørne i bydelen hvor der på det nærmeste hersker kaotiske tilstande i det sydende virvar af menneskemylder, plastikstole og diminutive rustfri stålborde i "størrelse dukkehus,” omringet af motorcykler og biler i et helt ustyrligt lydbillede !
Bia Hoi Ha Noi skal der stå på facaden, ingen garanti også her svindles der med den ægte vare. Der er få originaler tilbage, man skal vogte sig for kopier, så det er altså godt at have bare lidt mavefornemmelse for hvordan kvalitetstegnene for sådan et sted af de allerbedste og absolut mest originale ser ud.
Lokale og tilhørende fortov skal være fyldt med vietnamesere, helt fyldt, gerne lidt over bristepunktet, med overvejende mænd og alle skal sidde på en lille plastikstol ved et lige så lille plast- rustfrit stålbord.
Det taler absolut også til stedets fordel, hvis der er moderat rodet, at der er så travlt, at der sjældent er tid til at feje gulvet, et pant lag af jordnøddeskaller overalt hvor bordene er stillet op. Alt efter årstiden kan det også være tørrede kerner fra vandmeloner, skal det vare rigtigt, og det skal det, skal det vare jordnødder, som betales separat.
Glasset skal være det autentiske “arkitekttegnede” og håndlavet af genbrugsmaterialer. Har sin egen helt personlige fortælling, som startede 6 år før skummende fadøl første gang fyldte glasset til randen.
Le Vuy Han var manden, som igen satte foden på vietnamesisk jord i 1970 efter studier på kunstskolen Burg Giebichenstein Kunsthochschule Halle i Tyskland. Staten gav ansættelse og i 1974 kom han til tekniske afdeling på regeringens industrikooperativ. Det skulle vise sig at blive glassets barndomshjem.
Midlerne var små efter krigens slutning i 1975 og der var ikke ordenlige ølglas til øllet fra byens eneste bryggeri, så Le Vuy Han fik til opgave at designe et glas til det lokale øl og så gik det ellers stærkt. En time efter var glasset tegnet og tre dage senere de første glas støbt på glaskooperativet Dan Chu, glasset kom til at hedde ”coc vai” stor krukke p.ga rummeligheden.
En halv liter rummede de første uklar og uigennemsigtige glas, med en tyk bund så de stod solidt på de små plastikborde og riflet så man kunne tage et sikkert greb om det. Sådan er det stadig, på de gode steder i hvert fald. Udødeliggjort p.ga sin historie, men også på grund af at de er lavet af genbrugsmaterialer. Går glasset i stykker, ja så kan skårene bruges igen og igen. De originale glas bliver stadig håndlavet i landsbyen Xoi Tri syd for Hanoi i provinsen Nam Dinh af nu kun tre familieforetagender.
Sidst men ikke mindst, for både kunde og ejer, midt i virvar og ølsjatter på bordet ligger en lille lap papir. Her skrives en rimelig uforståelig krussedulle, hver gang et krus banker i bordet, fortæller ubarmhjertigt, at på et tidspunkt kommer regningens time.
Opgavefordelingen er lige så skarp som en nysleben kniv. En håndterer den lille plastikslanges linde strøm af øl, en mindre hær bringer øl ud, centralt placeret sidder ejeren og modtager den lige så linde strøm af papirlapper og dongsedler. Kunder og personale skifter i løbet af dagen, opgaver og traditioner forbliver de samme.
En ypperlig drikkekultur etableret af franskmændene i 1890erne med Bryggeriet Hommel og siden forfinet af vietnameserne. Bia Hoi, med alt hvad det må indebære, er ikke blot en hyldest til ølkulturen, historiens blafrende vingesus og de små fortællinger som gør livet stort. Det er også en poetisk hyldest til fællesskabet, nærværet og venskabet. Selv når man står skulder ved skulder og pisser på det lille og mildest talt meget lokale toilet.
"Tramp phan tram" betyder ”100%” , men oversættes til sådan ca.: "Så bunder vi.” Gør det med rimelig ro i sindet, prisen er ca. 3k kr., alkoholprocenten på blot ca. 1,2% og oplevelsesniveauet tårnhøjt.
Comments