"Jeg ønsker dem hen hvor peberet gror", berømt udtryk brugt om folk som har gjort noget, man ikke bryder sig om. Efter et besøg på øen Phu Cuoc i Thaibugten er det fristende gøre noget, folk ikke bryder sig om, for igen at blive ønsket hen hvor peberet gror på Phu Cuoc.
Det var et af de første år, jeg var i Vietnam og var fløjet til den smukke ø Phu Cuoc beliggende i Thaibugten. Han, min søde lokalguide, hentede mig præcist i lufthavnen og fortalte lidt om, hvad hun havde planer om at vi skulle opleve i løbet af dagen. Et ret så spændende program med besøg på peberfarm, fiskesovsfabrik og en virksomhed som fremstiller vin af en frugt kaldet "sim". Peber og fiskesovs er de ubestridte stjerner på den gastronomiske stjernehimmel på Phu Cuoc. Peberet fra øen anses for at være det ultimative peber i Vietnam og i kampen om forbrugernes gunst, når det gælder fiskesovs, står kampen mellem Phu Cuoc og kystbyen Phan Thiet på fastlandet. Sidst, men bestemt ikke mindst, viste det sig, skulle vi ned til den sydlige ende af øen til den smukke strand Sao.
"Vi starter med at besøge en producent af vores velsmagende peber" fortalte Han med et stort smil, hvorefter vi kørte til en producent af den lokale "simwine". Ingen problemer med det, jeg havde aldrig smagt den lokale drik før. Vinen kaldet ”sim”, viste sig at være den gærede most af frugten fra myrtletræet, som vist desværre ikke har et dansk navn, men det latinske navn skulle være Rhodomyrtus Tomentosa Myrtaceae. Træet vokser vildt på øen og blomstrer og bærer frugt året rundt og det er jo fint for producenterne som dog er enige om, at forårets frugter giver den mest velsmagende vin. Lokale er ret så kreative, når det kommer til at finde argumenter for at drikke den blot 7,5% stærke drik. Utallige er de skavanker, den er virksom imod og foretrækkes til alt fra havet, og det er der mildest talt er en del af på øen. Smagte fint både med og uden alkohol og tilsat forskellige smage, desværre smagte jeg ikke den, der havde trukket med søhest, så er der heldigvis en grund mere til at vende tilbage til øen!
Så blev det tid til det annoncerede besøg hos peberproducenten. Peber scorer højt på min favoritliste over yndlingskrydderier, så der gik en pæn portion forventningens glæde i køreturen derhen.
Phu Cuoc er berømt for sin peber, ”tieu” på vietnamesisk, og øen gør sit til at Viet Nam er en af Verdens største peberproducenter, med ca. 1/3 af verdensproduktionen. På Phu Cuoc er det kvaliteten og ikke kvantiteten som er målet, hvor der produceres blot ca. 1000 tons årligt. Peberet kom til øen med kineserne, som sad på produktionen, til det franske kolonistyre kom til øen. Produktionen er stadig ovevejende traditionel og håndværksorienteret for at sikre at dufte, smage og æteriske olier bevares og når det bliver kombineret med øens solrige tørre klima, den mineralholdige jord, med især quartz og så vindene fra havet, ja så er koden knækket til at finde de optimale vækstbetingelser. Faktorer som alle har indflydelse på den endelige smag og duft, som varierer alt efter, hvor i verden peberet kommer fra.
Peberen høstes på Phu Cuoc primært i perioden februar til hen omkring juli, især i områderne og landsbyerne rundt om ved småbjergene og Cua Duong, Cua Can og Duong To. Stort set alle producenter byder inden for til besøg, rundvisninger og smagninger af deres peber og er besøg der fungerer fint også selv om det ikke er sæson. Min favoritsmagning blev så ubetinget stykker af frugterne mango og papaya til at dyppe i de forskellige typer peber.
Kilde: Phu Quoc Island Guide & Phu Cuoc Island Explorer
Senere på dagen, ude på stranden, skulle jeg det vise sig at jeg fik en pebersmagning som satte uudslettelige indtryk.
Peber, er et enkeltfrøet bær fra peberplanten piper nigrum, fra Sanskrit ”pippali,” som kan oversættes til bær/peberkorn og er kært familiemedlem i den store familie kaldet piperaceae. Er en tropisk slyngplante på op til 10-15 meter, med smukke langstilkede og langagtig hjerteformede blade, de små blomster kommer i klaser og er på kanten til at være næsten undselige. Hver frugt er sådan ca. på størrelse med en ært og skifter fra grøn til rød i vækstperioden og ikke mindst fra at være omtalt som frugt til at være omtalt som korn. Ikke mindre end ca. 80% af verdensproduktionen af peber foregår i Asien
Samme plante og samme bær, forskellige farver og smage:
Sort peber:
Umodne bær tørret maskinelt eller i solen med skal på og får derefter den sorte farve og rynkede udseende.
Hvid peber:
Modne bær hvor frugtkødet er fjernet ved udblødning i vand, hvorefter det nu nøgne frøet tørres og får den hvide farve.
Grøn peber:
Er de grønne umodne fuldt udvoksede bær, som oftest er syltede i enten eddike eller saltlage.
Peber fra Phu Cuoc bør ubetinget købes med hjem som et velsmagende minde fra både ø og Vietnam. Her er ingen nåde, det skal være hele peberkorn man investerer i og så kværner man efter behov ved de hjemlige gryder fordi findelt peber hurtigt mister smag og duft. Priserne er fine, man bør på ingen måde frygte det kendte udtryk ”En pebret pris”, som, efter al sandsynlighed, stammer fra en periode i middelalderen hvor peberet på grund af sin høje værdi, blev betragtet og brugt som pålidelig valuta.
Efter besøget hos peberproducenten gik det af ujævne røde sandveje til en stort set mennesketom strand, de der var der, var overvejende asiatere. Sådan er det ikke mere, lad os bare få det afsløret allerede nu. Jeg er på ingen måde strandløve, men at opleve en strand af den kaliber, inden turismebølgen skyllede ind over det finkornede sand som en alt ødelæggende tsunami, det er altså herregodt! Bevares, der var da en lille butik og under halvtagene var de små plastikstole skiftet ud med træstole, men personalet hverken forstod eller talte engelsk.
Her spiste jeg grillede blæksprutter med peber & salt, nu skulle det lokale peber bestå sin manddomsprøve. Det er i enkelheden at kvalitet for alvor, viser sin sande karakter.
Blæksprutterne, som var nærmest erotisk bløde og saftige, var vendt i lidt knust havsalt og knust sort peber og efterfølgende grillet kort over åben ild og den lokale sorte peber indgik i en vidunderlig symbiose med havsalt, den bløde og sensationelt friske blæksprutte og smagen af kul fra den åbne ild. En mageløst ret der blev fuldendt med friskpresset limesaft ud over det simple, men også eventyrligt rige måltid.
Den slags oplevelser tager sin tid at fordøje, både fysisk og mentalt, så vi besluttede at udsætte besøget hos producenten af fiske sovs til næste dag. På turen tilbage til hotellet spurgte søde Han mig, om hvad jeg synes, er den bedste oplevelse i Viet Nam.
Jeg svarede, at for mig er det at være sammen med og opleve vietnameserne den største oplevelse.
"Oh you are very kind Mr. Torben and you make me feel very happy and I feel you love Viet Nam and the vietnamese people very much"
Ja mon ikke, han gjorde sit til det.
Phu Cuoc er ikke kun en ø, men i alt 28 større og mindre på alt i alt 598km2, Phu Cuoc er blot den største af dem og også Vietnams største. Beliggende i Gulf of Thailand syd for Cambodia som øen tilhørte under navnet Koh Tral og har været en del af Vietnams suverænitet siden 1985 efter en aftale med netop Cambodia.
Øen er i den grad ramt af den globale turismes solide uppercut, som visse steder har karakter af knock out, hvor massive forandringer af det oprindelige Phu Cuoc er noget nær nådesløst gennemført. Det er der ikke nødvendigvis noget galt i, lækre hoteller og resorts med alle de faciliteter man som sol- og afslapningshungrende kan længes efter, har også sin berettigelse. Snorkle, dykke og bade både i sol og vand er helt oplagt på strandene på den 150 km lange kystlinje og er en yderst kvalificeret og gedigen afslutning på en rundrejse i Vietnam. Er man til aktiviteter inde på øen, er øens vejanlæg moderniseret så man relativ let og ubesværet kan komme rundt. F.eks. til nationalparken fra 2001 som officielt dækker mere end halvdelen af øen, hvor der kan trekkes i kuperede omgivelser, højeste punkt er bjerget Chua på 603 m., og i junglelignende bevoksning og kan byde på glimt af de ca. 200 dyrearter og 22 forskellige orkideer. Klassiske besøgssteder som templer, krigsmindemonumenter, landsbyer og fiskelandsbyer, markeder er spredt ud over øen. Duong Dong er øens største by og byder på byliv når der er brug for en time out fra strandlivet.
Den sidste nye og bogstaveligt største attraktion er Phu Cooc Cable Car, intet mindre end verdens længste på 8 km. som forbinder Phu Cuoc med den næststørste ø Hon Thom på blot 15 minutter, udsigten over hav, øhav, fiskelandsbyer og fiskebåde, natur, himmel og hav er selvsagt mageløs.
Kilde: Phu Cuoc Island Guide og Phu Cuoc Island Explorer.
Investeringer i turismen på Phu Cuoc har været massive i en årrække og dele af øen er mildest talt markant forandret, men øen er stadig et besøg værd, nu kræver det blot lidt planlægning, hvis man vil opleve de dele af øen som er mindst påvirket og stadig byder på ”det der var en gang”, i et eller andet omfang.
Lidt forenklet foregår stort set al den klassiske kommercielle turisme på den vestlige side og på den sydlige del af øen. Ønsker man at opleve det mere karakterfulde og stadig lokale Phu Cuoc med doven østemning, lokalt liv i landsbyer og på mindre lokale overnatningssteder, spise lokal mad på lokale restauranter, bade og solbad på halvtomme sandstrande, - ja så er det i nord og på den vestlige side af øen at man bør søge hen og gå på opdagelse, det er stadig muligt lidt endnu.
Comments