Dukker der danser på vand

Knaldrødt scenetæppe og knaldrød tempelkulisse badet i blødt gyldent lys, scene og stemning er sat til godt selskab med en af Vietnams gamle teatertraditioner.

Er man ikke klar, bliver man det i den grad, når scenetæppet går, åbenbarer det grønne skær i det uklare vand, farverige flag og bannere foldes ud, musikere og sangere sætter forestillingen i gang med et par larmende introer.

Dukken Chu Teu dukker op med sit store smil, Teu betyder grin/latter på gammelvietnamesisk med hestehaler på begge sider af hovedet og danser hvidmalet og let påklædt ind på scenen, kommer med de første annonceringer og gør sit til, at den første latter runger i lokalet.

Fra da af flyder forestillingen stort set som strømmen i en bjergflod, den ene scene afløser den anden med folkelige og mytologiske fortællinger. Der pløjes med vandbøfler, fiskes store og små fisk, plantes og høstes ris, roes i både, drager spyr ild og pruster med vand, røg bølger hen over vandet, mytologisk skildpadde og mytologisk krigshelt kæmper om et sværd, hellige dyr, fugle og yndefulde feer forfører tilskuere, når de tripper og danser på vandoverfladen. Alle scener ledsaget af sangere og musikere med klassiske instrumenter, der som spillende, råbende, syngende og talende indpiskere holder rytmen i forestillingen og er stemmerne for de enkelte figurer.

Sangene er typisk folkesange kaldet ”cheo”, sange som fortæller den historie, som dukker og figurer lever ud, er som vanddukketeatret grundlagt og udviklet i Den Røde Flods Delta og altid sunget på vietnamesisk

Klassiske teatre i landsbyerne er nu sjældne, skuespillene opføres nu stort set kun i egentlige teatre, hvor et bassin fyldt med vand udgør det for scene og vandoverfladen det flydende scenegulv. Scenetæppet er det symbolske billede på en tempelfacade og bag tæppet står de 7-11 personer i vand til livet og styrer dukkerne med bambusstænger og snore skjult i vandet som er gjort uklart. I løbet af ca. 45 min. opføres typisk 17-18 små scener, som varer fra et til flere minutter.

Det er heldigvis stadig gådefuldt, hvad der foregår bag scenens bagtæppe og i det mudrede vand, hvordan de bærer de sig ad og undgår at dukker, figurer, bambusstokke og snore ikke filtrer sig ind i hinanden som et garnnøgle efter kattens leg. Det er simpelt hen flerårig læring, ekstremt håndværk, erfaring og samarbejde i sin ypperste form, i noget som mange blot vil beskrive som banalt dukketeater. Det er det også, men også så helt utrolig meget mere, det er ganske enkelt stoltheden ved at forvalte ca. 1000 års arv og nedarvede håndværksmæssige færdigheder. Erfaring kræver det også at fremstille dukker og figurer. Håndværkeren skal ikke kun have tekniske færdigheder, men også forstå og kende dukkeførerens måde at styre dukker og figurer, have indsigt i bevægelser og vandets påvirkning af bevægelserne, kende dem som var han noget nær selv dukkefører.

Dukker og figurer skal, efter de er designet, igennem intet mindre end minimum fem klassiske faser inden de er klar til vandet. Efter udskæring af figurer fyldes eventuelle revner med lacquer og mange pakkes ind i et net, inden de smøres ind i en blanding af lacquer og alluvium, lidt som at pudse en væg eller et loft inden maling. Det er lige nøjagtig også hvad der sker efter den sidste slibning og polering. Dukker og figurer males i skarpe og klare farver, så de er med til at udtrykke karakter og personlighed.

Múa rõi nuóc hedder vanddukketeater på det melodiske vietnamesiske sprog og som kan oversættes til noget så let forståeligt, men i praksis rasende svært: "få dukker til at danse på vand", yndefuldt og fascinerende ser det ud, når de bevæger sig som ballerinaen på tåspidser i en af de store klassiske balletter.

Den vietnamesiske tradition med vanddukketeater er primært skabt og udviklet i landsbyerne i Den Røde Flods Delta i det nordlige Viet Nam, sådan ca. omkring 1100tallet. Den første egentlige beskrivelse er fra 1121hvor en forestilling opføres til ære for kong Ly Nhan Tong i Doi Son Pagoda i Ha Nam provinsen, fænomenet kan altså meget vel have fundet sted før den tid.

Når rishøsten var færdig, anvendte man typisk en oversvømmet rismark eller byens dam til at opføre en scene henover, ligesom regntiden uden markarbejde blev brugt til, som en anden Emil fra Lønneberg, at snitte og fremstille dukker i figentræet. Scenen og vandet blev, og er stadig, det smukke symbolske link til rismarken, rishøsten og risens betydning for vietnameserne.

Over tid udvikledes den lokale folkelige tradition sig til egentlige teatertrupper, som både underholdt folket, men også fastholdt traditionen med at hylde de store nationale og mytologiske skikkelser og de sjæle og ånder, man mente var i naturen. Efter al sandsynlighed oprindeligt et mimeteater uden lyde eller stemmer, det var teknikken og dukkerne der fra starten var i fokus, uden ledsagende ord var de nødt til at være udtryksfulde. Musik og sang kom først til senere i teaterformens udvikling.

“The puppetry reflects the culture of ancient Vietnamese, which is mainly agriculture, because the original story of water puppetry comes from Vietnamese farmers.”

Kilde: Khoi Nguyen, founder of Hanoicapital

Det blev en tradition, at det var drengene, som legede med dukkerne. Forklaringen er såre simpel og fortæller også noget væsentligt om den traditionelle vietnamesiske familiekultur, hvor den vietnamesiske kvinde flytter ind hos sin mand og hans familie i deres hjem, efter ægteskabet er indgået. For at undgå at hun dengang tog hemmelighederne, om hvordan dukkerne fremstilledes med sig, - ja så var det kun drengene, der blev oplært i kunsten at fremstille dukkerne. Desuden både var og er det en fysisk udfordring at være dukkefører, hvor man står 45 minutter i vand til livet og håndterer figurer på op til 50 cm, enkelte helt op til 1 m. med en vægt på sommetider til 15 kg, det var simpelthen ikke for spinkle kvinder.

Dukkerne, som kan være et utal af forskellige figurer og ikke kun egentlige dukker, blev fremstillet i de regnfulde perioder med oversvømmelser, træet som stadig bliver anvendt, er typisk det, man i Viet Nam omtaler som figentræ. I begyndelsen var dukkerne relativt simple og uden dekoration og maling, men som tiden går udvikledes teknikker til at få dukkerne til at bevæge sig mere og mere kompliceret, udspy ild, røg og vand og de blev malet i stærke farver, inden de bliver behandlet med lacquer.

Vanddukketeater er endnu et smukt eksempel på vietnamesernes fysiske og spirituelle hyldest til folk og land, små lovsange til landbruget og fiskeriet som har mættet munde i årtusinder, kærlighedserklæringer til familien og fællesskabet og ærbødig tak til mytologiske skikkelser, krigshelte og hellige dyr.

“Today modern Vietnam has become a very fast developing country filled with technology, big changes and fast moving lifestyle, however the symbol of agriculture never disappeared, and water puppetry remains a cultural symbol and traditional entertainment, so it can be seen as something Vietnamese people are proud of.”

Kilde: Khoi Nguyen, founder of Hanoicapital.