top of page
  • Writer's pictureTorben Folkmann

Dam og papayasalaten

Updated: Apr 27, 2021


Ydmygheden ramte mig som en solstråle den tidlige forårsdag, da jeg mødte Dam i en lille baggård i Sai Gon. 86 år gammel var han blevet og i de foregående 51 år, havde han kun lavet en eneste ting: "Goi kho bo," eller papayasalat, med tørret oksekød og tre sovser, som han generøst øste ud over salaten af grøn og moden papaya. Det er en stor, smuk og indholdsrig bog, som lukker for sidste gang, den dag stilheden endegyldigt sænker sig over den lille gård og Dam og hans lille vogn ikke er her mere. Vi skal, med glæde, ydmyghed og taknemmelighed, læse i "bogen" medens vi stadig kan og nyde Dam's smukke og velsmagende papayasalat.


Dam`s verden er på mange måder ”lille” med hans lille bod, en lille trofast kundekreds og en lille bitte bolig, - for alle vi andre er hans ”lille” verden en stor smuk oplevelse.

At finde lige nøjagtig den baggård og Dam er ikke noget man bare lige gør i en by som Saigon med et tocifret indbyggertal i millionklassen. Endnu en gang var det Hung, min gode ven og lokale udgave af ”Den Lille Prins” i metropolen, som ledte og førte mig frem til Dam og ind i den magiske verden af sjældne oplevelser som berører og påvirker en for altid. Dam, stedet og hans papayasalat ændrede for altid, hvordan jeg oplever mad, måltid og rammen det foregår i.


Om Dam stadig er på sin mangeårige plads i baggården, når disse linjer skrives, er både uvist og usikkert. Men mennesker og steder som Dam i den lille baggård findes stadig i et land som Vietnam. Få hjælp til at finde dem. Vær ydmyg og træd varsomt, når de bliver tilbudt.

Papayasalat er kendt i flere af Vietnams nabolande og i forskellige udgaver, hvor det fælles naturligvis er den grønne umodne papayafrugt. Oprindelsen er ukendt, men flere siger Thailand eller Laos, to lande som har grænsefællesskab, og deres navn for salaten er også næsten enslydende med ”som tam” i Thailand og ”tam som.” i Laos, hvor den i Cambodia kaldes ”bok l`hong.” Alt tyder på at den historisk opstår i Laos og at Thailand gør den både berømt og spicy.


I Vietnam siger nogle at den er af kinesisk oprindelse og andre at den er fra provinsen Nam Dinh i Nordvietnam hvor den kinesiske påvirkning er udtalt, så måske?


Sikkert er det, at den ligger højt på topscorerlisten i det klassiske gadekøkken i Saigon. Især som en svalende ret i de varmeste måneder og så er papayafrugten prisvenlig og tilgængelig året rundt. Alle aldersgrupper elsker og kender den også under det mest anvendte navn ”goi du du”, hvor der i Saigon er lidt mere sukker i dressingen. Den friske og let bitre umodne papaya og den sur-søde dressing kan også være tilføjet moden papaya, fuldstændig som i Dam`s udgave, og så fuldendes salaten med stykker eller strimler af tørret oksekød.




Comments


Commenting has been turned off.
bottom of page