Carpe Diem

”Jeg får gåsehud af det, stemningen, atmosfæren, smilene.”

Om ordene var til sig selv, min danske ledsager, eller henvendt til mig er uvist. Sådan havde jeg det nemlig også, og har det stadig hver evig eneste gang jeg tager hen i en af parkerne i Vietnams byer. Eller tager på stranden i hvilken som helst vietnamesisk kystby for at møde og være sammen med vietnameserne.

Oplevelsen er som den flydende overgang, hvor nat og morgen bliver til dag. Lyset, morgenlyset er i sig selv et argument for oplevelsen, flyder langsomt ud over nattens mørke, som vi flyder ind i samværet. Ind i den linde strøm af teenagere, tusse gamle, pensionister og alle mulige andre aldre midt imellem, enlige og par, familier og kollegaer, gående, joggende, cyklende, på motorcykel.

Det sker allerede på afstand, inden vi er fremme, på vej hen til parken eller ud stranden, til samværet og fællesskabet om den daglige bevægelse og motion af både sind og krop, også selv om man er alene. Formålet er det samme, rammerne vidt forskellige. I byernes parker er trækroner spændt ud som beskyttende parasoller og stier og små pladser er scenen for mennesker og aktiviteter.

Over tid er aktiviteterne blevet moderniseret. Tai chi, meditation, ”kyllingebold”, stave, sværd og vifter der svinges som dirigentstokke og traditionel kampsport smelter nu, som generationerne, sammen med aerobic, dans, badminton, bodybuilding, jogging og moderne træningsmaskiner.

Alene, par, små og store grupper bevæger sig i både tid og sted, hvor den gruppe afløses af en anden. Stilen i grupperne er mildest talt individuel, hver sin, intet er rigtigt eller forkert, alder og krop har sit eget smukke sprog, ligesom lydbilledet har det. Kampråb fra intense badmintonkampe blander sig med, aerobicinstruktioner og musik fra dansegrupperne, graciøse og meditative bevægelser er tavshedens betydningsfulde sprog, i et hjørne er der intens brug af vægte, bænke og fitnessmaskiner. Smilene er lige så store som invitationerne til deltagelse er velmente.

Ved kysten er scenen en helt anden.

Vietnams kyststrækning ud til Det Sydkinesiske Havet er den længste. Her er der ingen beskyttende trækroner, man starter tidligere, varmen og solen afgør tidspunktet. Arbejde og fritid smelter sammen på stranden, hvor nattens arbejde, som natten, er ved at rinde ud, kurvebåde, garn og fiskere skyller op på stranden i morgenens lavvande. Spredt ud over stranden, på knæ med hænderne dybt i det våde sand, graves der ihærdigt efter snegle, muslinger og pilende krabber. Gravet ned i sandet er også en stribe af kvinder, kun hovedet stikker op, det kølige fugtige sand skulle være godt for knogler og hud siges det. Godt at være der er det i hvert fald, både som fastboende og besøgende.

Nogle sidder og taler sammen i grupper, andre jogger barfodet frem og tilbage i det bløde sand, glæden ved nærværet i samværet ligger, som en lydløs omfavnelse, hen over hele stranden. Lydbilledet er blødt som morgenlyset med dæmpet pludren, bare fødder mod fodbolde, klaskende maveplaskere og løb ud i vandet, kun glade hvin og råb fra badende bryder roen. Saltvand skylles af kroppen med ferskvand i medbragte flasker og dunke.

Carpe diem. Giv slip på nattens og søvnens greb. Grib hverdagens og vietnamesernes liv.

Jeg holder af hverdagen.

Jeg er vild med den.

Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen.

Jeg holder stinkende meget af hverdagen.

Dan Turell

Hverdagen i Vietnam startet tidligt og som besøgende i landet bør man give sig selv den oplevelse at starte dagen sammen med dem. Møde dem der og på de tidspunkter hvor de mødes i den begyndende dags fællesskab, tage et skridt ud af rejsens eventyr og ind i hverdagens landskab. Mulighederne finder kun sted i få timer lige før og efter lyset bryder frem. Det er i den grad værd at stå op efter.

Oplevelserne er tit og ofte oversete, på kanten til undervurderede, det er ikke en berømt attraktion, en historisk seværdighed, ikke en storslået udsigt, er ikke på UNESCO`s Verdensarvliste, eller for den sags skyld med i globale guidebøger og turistbureauer henviser sjældent til dem.

De involverer altid mennesker, lokalbefolkningen. Noget så uhåndgribeligt som stemninger, atmosfære, følelser. Uanset hvor mange billeder man tager, uanset hvor mange ord man beskriver oplevelsen med, bliver det aldrig helt som man oplevede det. Man skal være der når det sker og lægge kameraet fra sig, men til gengæld åbne sanserne på stor blænde. Mødes i forskellighed og forundring. Forsøge at opleve her og nu, lige på stedet og helt uden filter, finde det store i det små og opleve at verden måske mest af alt defineres af hverdagen.

”At rejse er en passage gennem andre menneskers liv, igennem andre menneskers steder”.

Pata