top of page
Writer's pictureTorben Folkmann

Cai Be


Cai Be, både by og distrikt i provinsen Tien Giang i det store floddelta Me Kong i Sydvietnam, blot 2-21/2 times kørsel syd for Saigon.


En stor del af turen ned i floddeltaet er på den sekssporede og 61.9 km lange motorvej, kaldet Ho Chi Minh City – Trung Luong Expressway, der forbinder den sydvietnamesiske metropol med Tien Giang.


Strækningen er ikke kun en hurtig og behagelig måde at komme til Tien Giang. giver også et fint indblik i betydningen af Vietnams infrastruktur, men også i udviklingen og udnyttelsen af det mildest talt gigantiske og ekstremt frugtbare floddelta.


Visuelt er det en flot introduktion til Vietnams største område for dyrkning af ris, hvor der høstes op til tre gange om året, men også til en ekstrem frodighed hvor grønsager og frugter dyrkes i svimlende mængder i kombinationen af den fertile jord og det solrige og varme sydvietnamesiske klima.


Tien Giang, og især området omkring Cai Be, er et godt bud på det område i Me Kong Deltaet, som hurtigst kan nås, hvis man bor i Saigon. Ideelt til en dagstur, men har rigelig kvalitet og indhold til flere overnatninger. Nærheden gør naturligvis også at området, især på specifikke steder, er meget besøgt, det er der gode grunde til. Der er både spændende oplevelsesorienteret, smukt og et fascinerende lokalt miljø.


Med lidt lokalviden kan man dog let komme ud i områder, hvor lokallivet er ret så upåvirket af turismen.


Selve byen Cai Be grundlægges af Nguyen dynastiet under navnet Long Ho og perioden 1732-1757 hed byen Cai Be Dinh og var områdets økonomiske og politiske centrum.


Der er forskellige lokale overleveringer, som giver deres bud på navnets oprindelse. Et af dem er, at det stammer fra tiden, hvor mængder af materialer blev transporteret til Cambodia via kanaler og floder (Cai) på flåder fremstillet af bambus (Be).


Uanset hvad, har transport og salg af varer på vandet været en afgørende faktor for området i flere hundreder år.


Byens flydende marked menes at være etableret helt tilbage i 1732, af folk der kom til området fra det centrale Vietnam. Andre, at det er en tilladelse fra den daværende Nguyenregent i 1800tallet, til at både måtte samles ved mundingen af Cai Be-floden og drive handel fra bådene.


Floder og kanaler spiller en af de helt store hovedroller i floddeltaet også her i Tien Giang og området omkring Cai Be. Er på det nærmeste flettet sammen af et utal af større og mindre floder og kanaler og især floden Tien som er den nordligste gren af Me Kong-floden.


Et besøg i området bør derfor inkludere flere sejlture. Dels er floder og kanaler en synlig og konkret del af områdets historie og udvikling, men det er også en fremragende måde at iagttage det lokale liv, som det folder sig ud både på vand og flodbredder.


Containerbiler og lastbiler har overtaget store andele af transport af varer, flyttet det fra vandveje til motorveje og landeveje og gør det på kort tid i store mængder, med den konsekvens at utallige traditionelle skibe er forsvundet og stadig gør det.


På trods af det er både, store som små, med eller uden motor, bygget i træ eller jern, stadig det ultimative transportmiddel som kommer ud i floddeltaet og ind i de mindste kanaler, hvor ingen tonstung lastbil kan komme. Er stadig en afgørende faktor i fødekæden fra frugthaver, rismarker, gartnerier, fødevareproducenter, murstensfabrikker, savværker, kokosfiberproducenter og hvad deltaet ellers byder på af store og små lokalproducenter og så ud til lastbiler, engroshandlere og forbrugere.


Markedets liv er, som tidevandet, langsomt ved at ebbe ud, lastbiler og landbaserede supermarkeder og grossistmarkeder overtager langsomt de mange bådes funktion.


Bådene med deres last af mange lokale produkter er stadig en af de store oplevelser, når de tungtlastede cruiser op og ned ad floderne. Mindre og mellemstore klassiske træbåde ses heldigvis stadig tungtlastede med primært ris, frugter og grønsager og så tager vandvejenes ”containerbil,” de store grønmalede jernskibe sig primært af tunge materialer som sand, sten, grus, tømmer etc.



Det traditionelle flydende marked tæt på flodmundingen ud til Me Kong-floden lever sit helt eget liv, på trods af at det er opdaget af turister. Mange af de tilbageværende både er stadig små familievirksomheder, hvor båden fungerer som hjem og arbejdsplads for forældre og børn. Arbejdspladsen tager ubestridt de fleste kvadrat- og kubikmeter af båden med et overdækket lastrum med sæsonens frugt og grønt. En mast på båden fungerer som reklamesøjle, hvor den aktuelle vare der sælges annonceres ved at hejse et eksempel op i toppen, så sejler man ikke forgæves som kunde. Allerbagest et lille rum og område til familieliv, køkkenplads, hængekøjer og indhegnet ”kravlegård” til familiens mindste.


På samme måde som et besøg ved Cai Be bør indeholde oplevelser på floder og kanaler, bør besøget også indeholde en eller flere cykleture på stier og småveje. Ture som på smukkeste vis kan kombineres med små sejlture med både organiseret og uorganiseret ”offentlig” transport. Den organiserede transport klarer større og mindre fladbundede færger som sejler på tværs af kanaler og floder og ud til områdets øer. Alt efter tidspunkt på dagen, er de fyldt med lokalbefolkning på vej til skole eller arbejde, eller cykler, motobike eller små vogne fyldt til segnefærdighed med lokale produkter. Vi er i kategorien ”must do.”


Kombinationsmulighederne på en cykeltur er cyklens trumfkort, den bringer en ud i de allermindste afkroge af lokalområdet, man kan stå af og gå videre ad de smalleste stier og over de mindste bambusbroer og man kan sejle med små både som medbringer cyklen ind i de allermindste kanaler.



Mulighederne omkring Cai Be er mange og meget forskellige. Er man på dagstur bør man få lokalkendt med på cykelturen, er man på flere dages ophold, bør man tage udfordringen op og cykle rundt på egen hånd. Overnatningsstedet vil helt sikkert komme med gode råd, anvisninger, forslag og tilbyde hjælp. Til gengæld skal man ikke forvente, at der findes kort med de små stier indtegnet.


Det er i sig selv en oplevelse at komme tæt vietnameserne, hverdagens liv, dufte og lyde på nærmeste hold fra cyklen. Me Kong-deltaet, og dermed også Cai Be, er stedet hvor alle ens forestillinger om mødet med smilende, hilsende og imødekommende vietnamesere kan blive opfyldt: ”Hello – how are you – where do you come from?” er glade og nysgerrige tilråb undervejs. Stopper man og står af cyklen, trækker lidt eller går en tur er det ikke ualmindeligt at både børn og voksne henvender sig til en med de samme og flere nysgerrige spørgsmål.


Frugter, i noget nær ufattelige mængder og variationer, er et af områdets smukkeste visuelle og smagfulde oplevelser. Et besøg i en privat frugthave eller hos mere kommerciel producent for at smage søde, solmodne og saftspændte rambutan, pomelo, longan, jackfruit, banan, ananas, carambol er selvskrevet og noget nær umulig at undgå.


Et stop hos en af områdets mange, for besøgende, velorganiserede producenter af klassisk slik bør også være på listen over ”must see,” men også ”must taste.” Her anvendes udelukkende råvarer fra lokalområdet og der anvendes traditionelt håndværk til at fremstille de lækreste karameller lavet på sukkerrør og kokosmælk, sprøde kager tilberedt af ris poppet i sand, tørrede frugter, banankager og sødt sprødt rispapir, er lækkerier, der i den grad kan udrydde en hver tanke om frokost.



Det bør de nu ikke gøre. Den lokale ”elefantørefisk” er den ubestridte spektakulære stjerne på menuen når man gæster Cai Be. En flod- og mudderfisk som nu opdrættes til brug på områdets restauranter, hvor den serveres helstegt ved bordet. Klassikeren er at tjenerne deler den ved bordet og folder det hvide velsmagende kød ind i friske forårsruller sammen med krydderurter, grønt og frugt.


Længere ude af de mindre veje og stier dukker store og små producenter op, hvor hverdag og produktion udelukkende er for og med lokalbefolkningen. Et af produkterne er banh phong sua dua som umiddelbart ligner et rispapir. Det er det nu langt fra, hverken i fremstilling eller anvendelse. De runde søde dejcirkler er tilberedt på kogt most tapiocarod med kokosmælk inde de tørres i solen, en sød snack som især er populær i forbindelse med det vietnamesiske nytår


Området har også flere historiske bygninger som f.eks. Dong Hoa Hiep fra 1938 med den store smukke frugthave og bygninger med en spændende kombination af europæisk og asiatisk arkitektur. Den katolske kirke Cai Be, også opkaldt efter byen, er opført 1929-1932 af en tysk præst som opholdt sig i området. Berømt for sin gotiske arkitektur, madonnafiguren og ikke mindst klokketårnet med de fem franske klokker støbt i bronze.


Det ultimative udbytte af en tur til Cai Be får man med 1-2 overnatninger i området, f.eks. på Me Kong Riverside Resort smukt beliggende ud til Me Kong-floden og omgivet af en 7 ha. stor økologisk dyrket frugt- og grønsagshave.


Dagen bør starte på terrassen ud mod Me Kong floden og slutte samme sted om aftenen i de to tidspunkters forskellige tusmørke, inden solen står op, eller går ned. Se natten bliver til dag, opleve at nattens lyde og små grønne og røde lys er både i alle størrelser, som sejler forbi non-stop 24 timer i døgnet.


Så er det tid til endnu en dag på cykel, til fods og i større og mindre både for at opleve det gigantiske floddelta på nærmeste hold.





留言


留言功能已關閉。
bottom of page