top of page
  • Writer's pictureTorben Folkmann

Båden som ikke er en båd

Updated: Apr 3, 2021

De flyder, som vandmænd skyllet op på strandene, på den vietnamesiske kyst, især i den centrale og sydlige del af landet. Thung chai eller thuyen thung hedder de ikoniske både på vietnamesisk, men af alle kendt som kurvebåden og så er det slet ikke en båd, i hvert fald ikke ifølge en del af historien.

Båden skabes og udvikles – måske - under det franske kolonistyre, som lagde afgifter på de almindeligt kendte vietnamesiske både. For de vietnamesiske fiskere var der derfor kun et at gøre - opfinde en båd som ikke var en båd. Så teknisk set var og er det blot en kurv, som kan sejle, hvor svært skal det være.


Ikke alene slap de lokale fiskere for afgifterne, men båden var den gang, som nu, billig at fremstille i lokale materialer som var let tilgængelige og båden kunne anvendes, hvor andre ikke kunne komme frem i det lave vand ved kysten og i floderne. Ifølge andre kilder blev den skabt længe før af ren og skær nødvendighed og fordi den, modsat almindelige både, let kunne sættes i vandet i den sommetider kraftige brænding på kysten, hvor båden flyder som et andet surfbræt oven på bølgerne.


Er relativ let og kan derfor håndteres af blot en enkelt person, flyder i vandoverfladen og kan derfor bruges både til kystnært fiskeri direkte fra strandene og til transport af materialer mellem kyst og båd. Men også på dybt vand hvor den sættes i vandet fra større både og anvendes som fiskerbåd, samt naturligvis også redningsbåd i nødstilfælde. Omtales derfor også stadig af nogle som ”fiskerens højre arm” eller ”moderbådens barn.” Sejles med varierende teknikker med en paddel på ca. 1,5-1,7 meter med eller uden t-greb, som kan være fastgjort til bådens ræling med et reb, er der to i båden kan en egentlig kanoteknik anvendes.

En diameter på 1,2-3 meter og traditionelt håndlavet af tørret og flettet bambus, som på en og samme tid er både bøjeligt og stærkt og smurt med harpiks og kokosnødolie eller simpelthen vandbøffellort til at tætne den med.


Fremstillingen finder stadig sted i familieforetagender og landsbyer langs den vietnamesiske kyst og kræver 10-25 store bambus og en produktionstid på 7-12 for dage at fremstille en kurvebåd alt efter bådens størrelse, hvor alene den afsluttende tætningsproces og smøring med harpiks strækker sig over fire gange på 4 dage og som allerhelst skal foregå i tørt og solrigt vejr. Bådene vedligeholdes typisk en gang om året med ny tætningsmateriale og harpiks, men en af bådens fordele er at den både billigt og hurtigt, kan repareres kontinuerligt, når skader opstår


Ser umiddelbart simpel ud, men både fremstilling og brug er håndværksmæssigt krævende, ligesom selve sejladsen kræver en bestemt teknik, for at man ikke ender med, at båden bare drejer rundt om sig selv. Imponerende er det at se, hvordan den erfarne bruger, kan få kurvebåden til at sejle både snorlige og hurtigt.


Bambus som byggemateriale bliver nu i stigende omfang afløst af glasfiber og den enlige paddel af små påhængsmotorer, ligesom der nu anvendes tjære til at tætne den traditionelle bambusbåd med.

Ret skal være ret og kurvebåden er ikke en enestående vietnamesisk opfindelse, men har været udviklet og anvendt mange andre steder i tidens løb. Eksempel vis bragte Julius Cæsar og hans tropper den til de britiske øer og Spanien, ligesom kurvebåde er set brugt i Irak, Tibet, Indien og hos nordamerikanske indianere.


Til gengæld er Vietnam et af de få lande, hvor båden stadig er i udbredt anvendelse og har udviklet sig til også at være et af de klassiske symboler på landet og dets fiskerikultur.


Comments


Commenting has been turned off.
bottom of page