Me Kong Deltaet, det gigantiske floddelta i Sydvietnam, er ikke alene Vietnams ubestridte spisekammer med svimlende mængder af råvarer og fødevarer, deltaet er også et skatkammer, der gemmer på de smukkeste oplevelser, for den rejsende som leder efter lokale oplevelser. Man skal ikke lede for enden af regnbuen, for at finde dem, men for enden af og langs med deltaets utallige floder, bifloder og vandløb.
I et område på størrelse med Danmark kan det være lidt som at lede efter en nål i en høstak og i flere områder, er besøg hos lokale virksomheder organiseret af det lokale styre og lokale turismeorganisationer og turoperatører. Besøg der både kan være og er rigtig gode, men som ofte, naturligvis, er påvirkede af de arrangerede besøg, men gode mere detaljerede arrangører findes, så det er ikke helt umuligt.
En rigtig god måde at komme ud til virksomheder, og andre besøg, er at bo på mere lokale private overnatningssteder der omtales som homestay. De er både leveringsdygtige i værelser, lokal morgenmad og aftensmad og især lokalt kendskab til hvor man skal tage hen og kender altid en person, som kender hver en sti og virksomhed og derfor forrygende til at ledsage rundt i området og hjælpe med besøgene.
Områderne Cai Be og Ben Tre er plottet ind på den store radar, men også her er det muligt at krybe under den og få de helt lokale oplevelser og besøge de helt små og meget lokale producenter af fødevarer.
En af fødevarerne er banh phong sua dua, som er endnu et eksempel, på et lokalt produkt hvis oprindelse er mere eller mindre ukendt, ingen ved helt præcist hvor og på hvilket tidspunkt at fremstillingen begyndte, men et godt bud er i private hjem, hvor det udvikler sig til en egentlig kommerciel produktion. De rigtig gode besøg er da også hos de (meget) små og stadig familiedrevne virksomheder med klassisk tilgang til produktionen.
Navnet på ”kagen” beskriver fint hvad det er man kan forvente at sætte tænderne i: Banh er selve ”kagen”, phong tykkelsen/konsistensen, sua er mælk og dua er kokos, - altså kokosmælk.
Banh phong sua dua ligner umiddelbart rispapir, men det er dybest set også det eneste punkt, hvor man kan sammenligne de to produkter. Traditionelt rispapir er mere eller mindre transparent og lavet af rismel og vand og anvendes i det salte køkken, hvor banh phong sua dua er mælkeagtig i sit udseende, lidt tykkere og blød i konsistensen og så anvendes den som en selvstændig sød snack.
Ingredienserne til banh phong sua dua er også væsentlig mere komplekse, hvor der indgår kogte mosede tapiokarødder, kokos/kokosmælk, rismel, sukker og se ses der hos nogle producenter tilsætning af for eksempel frugten durian med sin mildest talt markante og søde smag.
Skal man se hele processen, ja så skal man stille vækkeuret til at ringe ret så tidligt. Der skal i den grad arbejdes igennem så den sydvietnamesiske sol og varme, doseret i rigtige mængder på det rigtige tidspunkt, kan gøre en del af arbejdet. Nemlig tørre de svimlende mængder af banh phong sua dua spredt ud på tørrestativer som solhungrende turister på solsenge. På dage med dårligt vejr og regn ligger de små virksomheder lige stille som katte på lur efter en mus.
Det ultimative besøg er hos en virksomhed, der selv bearbejder tapiokarødderne, hvor lokale, typisk kvinder, skræller dem i hånden med en kniv, inden rødderne koges og moses med ret så simple, men effektive redskaber. Herefter røres dejen sammen og hviler, inden den rulles og stikkes ud i cirkler på en maskine, for slutteligt at tørre i solen. Tørreprocessen og den tid den tager, er afhængig af dagsformen på sol og varme.
Virksomhederne er også endnu et eksempel på kvindernes betydning i fødevareproduktionen, bortset fra enkelte mere tunge opgaver, er de involveret i alle led også det sidste led, hvor de færdige banh phong sua dua pakkes og sendes ud på det lokale marked.
Som altid når man besøger små lokale virksomheder, bliver man mødt med store smil og nysgerrige spørgsmål, medens der ufortrødent arbejdes videre. Lige så store smilene er hos værterne, lige så stor skal vores respekt og forståelse være, for at det er en arbejdsplads vi besøger.
Comments